Jeg kan ikke sove

I en enkel tuschstreg kan læseren iagttage det barn, der har så mange tanker i hovedet, at det ikke kan falde i søvn. Snart ser vi barnet udefra, snart indefra - som oftest i lette tegninger, der markerer sig præcist på det hvide papir, men ved nogle tankebrud også i billeder, hvor det sorte dominerer.

Teksten er så enkelt bygget op, at man fornemmer den som poesi, og tankerne er så universelle og konkrete påén og samme tid, at det poetiske rum bliver troværdigt. At læse denne bog giver samme fornemmelse af stjernestund som de øjeblikke, hvor børn giver den præcise og overraskende kommentar, som vi voksne kun kan leve med, hvis vi i et kort nu tillader os at overveje, om barnet har geniale tanker, eller om det blot er sprogligt uformående.

Det lykkes i bogens nuancerede samspil mellem tekst og tegning at fange den særlige logik i tankens skumringstid, som til stadighed veksler mellem de store følelser og de konkrete, ofte surreale konkreter, som når bogens hovedperson ligger og tænker på, om sjælen tager bolig i en anden skikkelse efter ens død. På tegningen ser man sjælen løbe ned i en kyllingeform. Fluks flyver tanken videre: 'Tænk, hvis man kunne se det på folk!' Og personen på tegningen har en gang på jorden som en kornpikkende kylling.

Alle store spørgsmål, der er en tanke, en søvn og en drøm værd, dukker op i denne bog, som vil være fremragende som oplæg til undervisning i etiske og filosofiske emner fra indskolingen og helt frem til den tid, hvor børnene bliver så usikre på deres egen nysgerrighed, at de kommer til at agere barnagtigt.