Arbejdsgrupperne med folk fra Danmarks Lærerforening, Lederforeningen, KL, Skole og Samfund, Børne- og Kulturchefforeningen samt Danmarks Skolelederforening understreger i den fælles rapport igen og igen, at Danmark ikke skal have landsdækkende obligatoriske prøver, offentliggørelse af testresultater eller rangordning af skoler. Der er uenighed om forslaget om 'snapshots' - stikprøvetest af en bestemt aldersgruppe i et udvalgt fag med henblik på at opstille en national præstationsprofil. Danmarks Lærerforening tror ikke, sådan en prøve vil afspejle kompleksiteten i de Fælles Mål for, hvad eleverne skal have lært.
Lærerforeningen har i arbejdsgruppe-arbejdet foreslået, at skolens centrale parter fastlægger nationale indsatsområder for folkeskolen, for eksempel evaluering, læsning og naturfag, hvor alle er forpligtet til en indsats. KL finder både læsning og naturfag relevante, men mener alligevel at det skal være op til den enkelte kommune at prioritere. DLF's forslag om, at alle skoler skal have veluddannede resurselærere inden for de to fagområder får bred støtte.
De danske organisationer bryder sig ikke om OECD's forslag om en central overvågning af kommunernes tilsyn med skolerne. Derimod foreslår KL, at man styrker og udbygger kommunernes egen tilsynsforpligtelse.
Der er enighed om, at skolelederuddannelse er vigtig, dog mener KL ikke, der skal være krav om, at alle nye ledere får en diplomuddannelse i skoleledelse.
Arbejdsgruppen, der har set på tosprogede elever og elver med særlige behov understreger, at der er behov for ny forskning i undervisning af tosprogede elever, og den støtter OECD's forslag om en undersøgelse af, hvordan de tosprogede er repræsenteret i specialundervisningen. DLF understgreger, at en forbedret kommunale politik for integration af tosprogede også skal omfatte bolig- og arbejdsmarkedspolitik.
Arbejdsgruppernes rapport, "Folkeskolens svar på OECD´s anbefalinger", kan downloades til højre for denne nyhed. Undervisningsminister Ulla Tørnæs vil nu drøfte rapportens indhold med forligspartierne bag folkeskoleloven.
Ja til en dansk model - nej til nationale test
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.