Ja, - Pip

Effektivt, sjovt og underholdende børneteater. Og titlen - Pip - den er meget dækkende. Gadeteatret lever og har det godt Der er dømt smarte Charlie - En Dario af en gademusikant står på scenen/gaden - klædt i hvidt jakkesæt, slikket glat hvidt hår. Showtime - syng-med-sang a´ la Las Vegas - saxofonen er klar og det swinger. Det er professionelt.

Bag os trænger en person sig igennem. Kort efter står der et gråt iklædt trindt midaldrende kvinde menneske med knold i nakken -ustyrligt følger hendes fod rytmen i sangen. Hun er totalt selvforglemt og opslugt af smarte Charlie, indtil hun opdager os, alle tilskuerne. Flov og pinlig berørt tumler hun ned på en plads blandt os - det storgrinende publikum. Og der forsætter hun, nu meget højlydt, sin opslugthed af scenestykket. Så højlydt, at hun i den grad suger al vores opmærksomhed til sig. Og nu er teaterstykket placeret bogstavelig talt i skødet på os.

Men smarte Charlie på scenen, har mistet næsten al vores opmærksomhed. Og det bliver ikke bedre, da næste spiller, knolden-i-nakken-konens mand, med Netto-pose og hund gemt i indkøbsnet, kommer ind. Scenen fra før gentager sig. Han er opslugt af gademusikanten, men råbes håndfast væk fra scenen af fru. Knold i nakken. Gademusikanten glider nu mere og mere over i rollen som tekniker og musiker for den nye forestilling, der er ved at tegne sig.

Herefter går det over stok og sten, med grotesk og medrivende klovnerier i Randrusianernes lille og tætte komedie Pip. Skuespillerne er garvede rotter i faget. De ved, hvor lidt der skal til, eller hvor meget. Publikum udsættes for lakridskonfekt serveret temmelig utraditionelt i en toiletbørsteskål, vand, hundeefterladenskaber, m.m. - og veloplagt slapstick. På godt en halv time, er det utrolig, hvilke groteske og hylende morsomme situationer, knold-i-nakken og mand har gennemlevet. Effektivt, sjovt og underholdende børneteater. Og titlen - Pip - den er meget dækkende. Velegnet til enhver gade med mennesker i.

Nick Bruun