Af Dick Oliver
300 sider, 299 kroner
IDG Forlag
Mange lærere har sikkert forsøgt sig ud i hjemmesidens kunst. Med diverse tekstbehandlingsprogrammer, dtp'ere eller måske endda med HTML-simulatorer har vi hygget os med at lave hjemmesider med 7.c, til idrætsforeningen eller blot med billeder fra sommerferien i Sjusjøen.
Men på et eller andet tidspunkt bliver man træt af den form for netprogrammering og vil videre med internetpublicering. Så er den nemmeste måde HTML.
Dick Olivers 'HTML-bogen' er det store, kompakte værktøj for den, der vil programmere hjemmesider eller måske ligefrem et semiprofessionelt netsted. Bogen baserer sig på HTML 4 og det ny XML-programmeringssprog.
I bogen er der en minutiøs gennemgang af alt fra de simpleste koder såsom afstand til skærmkant til indsættelse og brug af CSS og java-appletter.
Der er desuden en række henvisninger til resursesider på nettet, hvor man kan søge råd og vejledning til sine programmeringer.
Bogen er god, fordi den ikke er skrevet til coladrikkende nørder med firkantede øjne, men derimod til os almindelige dødelige, der gerne vil forstå tingene til bunds, inden vi kaster os ud i dem.
Jeg kan varmt anbefale Dick Olivers bog til alle, der vil mere end blot lave en hjemmeside for sjov. Den er et brugbart redskab for den lærer, der samtidig er skolens webredaktør.
Steen Brastrup
It/edb
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.