Redigeret af Bent B. Andresen
136 sider, 299 kroner plus forsendelse
Kroghs Forlag
E-mail: salg@kroghsforlag.dk
www.kroghsforlag.dk
Bogens titel kan forlede potentielle læsere til at tro, at det kun er en bog for it-vejledere. Det er det ikke.
De 18 artikler er skrevet af 15 anerkendte folk i folkeskolens it-univers, og der ligger både mange erfaringer og overvejelser bag artiklerne.
Der er artikler, som anviser en fornuftig praksis, og der er artikler, som kan få en til at spekulere på, om det nu også kan være rigtigt!
Skoleledere, medarbejdere ved de pædagogiske servicecentre og it-konsulenter samt vore tillidsfolk kan alle blive inspirerede af at læse artiklerne, som vidner om, hvor forskelligt skoler og skolevæsener kan være organiseret. Men måske går vejen til de fleste af disse læsere via en it-vejleder af en slags.
Erling Schmidt gør i en artikel opmærksom på, at man slet ikke kan tale om it-vejledning som et entydigt begreb, og det vidner mange af artiklerne da også om. Men det gør ikke
bogen mindre nyttig som inspirationskilde på vej mod afklaring af, hvad it i skolen stiller af resursemæssige krav - og hvad it-vejledning egentlig er.
Særlig interessant i denne sammenhæng fandt jeg et diagram (af Steen T. Sørensen) på side 92 i en artikel, hvor Vibeke Ingerslev og Ulla Gammelgård skildrer et udviklingsarbejde på Samsøgades Skole i Århus. Her fremgår det, at der er knyttet ikke færre end syv it-vejledere til det pædagogiske servicecenter. Hertil kommer - ser det ud til - en ekstern teknisk service.
De seks af it-vejlederne er faglige eller tværfaglige, den syvende er it-ansvarlig. Det er en person fra skoleledelsen!
Det er der fornuft i, synes jeg. Og hvis jeg var den it-ansvarlige, ville jeg sørge for, at alle skolens andre lærere kom på et sådant it-niveau, at i hvert fald de faglige it-vejledere kunne afskaffes.
Målet må vel være, at enhver lærer kan varetage hele sin undervisning - også edb-integrationen.
Johan Jacobsen
It/edb
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.