IT er yt, IKT er in

IKT er det, vi i gamle dage kaldte IT og før den tid edb. IKT står for Informations- og KommunikationsTeknologi, og det nye 'ord' er ikke et forsøg på at forvirre folk. Det afspejler en stedfunden udvikling. En computer er ikke bare en computer. En computer er på nettet. Den er også et redskab til kommunikation.

I Teknologirådets pjece 'Informationsteknologi og folkeskolen - en udfordring' hedder det endnu IT, og heraf kan man udlede, at pjecen mindst er et halvt år gammel. Det gør den nu langtfra forældet.

Pjecen er led i Teknologirådets projekt 'Folkeskolen i forandring'. Man har støttet sig til en bred planlægningsgruppe, har i 1996 holdt fire workshopper rundt om i landet, og har desuden foretaget en rundspørge til 265 kommuner og 50 skolebestyrelsesformænd for at tage pulsen på, hvordan kommunerne planlægger indførelsen af IT i skolerne. Så blev pjecen skrevet og efterfulgt af nogle debatmøder, hvis debat imidlertid ikke nåede ud over dørtrinnet i de lokaler, hvor de foregik.

Det var synd, og det kan blive meget anderledes, hvis man i et skolevæsen eller på en skole tager debatten op på grundlag af pjecen. Den er skrevet i et sprog, som enhver kan forstå, og mange nuancer i debatten stilles til skue.

Men også det, jeg opfatter som den ufrugtbare forvirring. Og desværre viderebringer pjecen forvirringen, hvor den burde have skilt skæg fra snot.

Forvirringen bunder i en udbredt uklarhed om skrivebordsbegrebet edb-integration. Enhver lægger sin betydning i det, og debatten får 'Goddag mand!', 'Økseskaft!'-karakter.

Hvis man imidlertid læser bemærkningerne til det skolelovsforslag, som nu er lov, fremgår det, at '- edb skal integreres, som det er beskrevet i undervisningsvejledningen for gældende lovs obligatoriske emne edb -' (Bemærkning til paragraf 5), og det er 'blot' denne intention, der er videreført i de centrale kundskaber og færdigheder og vejledende forslag til læseplaner.

Hvis man også læser den nævnte undervisningsvejledning (Edb 1993/5), opdager man, at der faktisk skelnes mellem edb i forbindelse med integrationsundervisning (integration af datalære og fagene) og edb som et redskab i undervisningen i skolens fag. Det nævnes ligefrem, at læreren skal gøre sig klart, om edb i en given undervisningssituation er et redskab, eller om der er tale om integrationsundervisning, hvori datalære indgår. Skæg for sig og snot for sig.

Og det er netop pointen: Edb-integration er et indholdselement i undervisningen, som lærerne er tjenstligt forpligtede på. Edb brugt som et redskab er en sag, der henhører under lærernes og elevernes fælles metodefrihed.

Edb-integration er i sin substans det, man i gamle dage kaldte obligatorisk edb og før den tid datalære. Begrebet edb-integration er næppe et forsøg på at forvirre folk; men det er i høj grad lykkedes alligevel. Forvirringen havde sikkert været mindre, hvis man havde kaldt fænomenet datalære-integration.

Somme tider efterlyses pædagogiske begrundelser for edb-integrationen. De findes ikke. De andre 'fag' i skolen har heller ikke pædagogiske begrundelser. De har politiske begrundelser.

Pjecens hensigt er ikke at 'tæve' maskinstormerne, heller ikke at støtte 'teknokraterne'. Dens hensigt er dialog mellem forskellige menneskers forskellige opfattelser af, hvad der er godt og nødvendigt for vores børn. Når de tager over - for vi bliver væk.

Men der er altså mindst to centrale og adskilte debatområder. Det ene går på, hvordan skolerne bedst muligt bliver i stand til at give eleverne den undervisning, de har krav på: Edb-integration. Om de skal have det, står ikke til diskussion. Det står i skoleloven, og hensigten er at give eleverne en nutidig dannelse.

Det andet går på, om og hvordan IKT brugt som redskab måske kan gøre undervisningen bedre, og hvilke virkninger det vil få på undervisningens organisering og skolens hele dagligdag.

Den slags lovgiver Folketinget traditionelt ikke om her i landet, så ville man nemlig fratage lærere og elever den hævdvundne metodefrihed.

Teknologirådet yder stadig støtte til lokale debatarrangementer.