Iqbal Farooq og kronjuvelerne

Jeg sad og smålo hele vejen igennem bogen. Det er især det sjove slangsprog og det skøre uni­vers, som Manu Sareen har skabt, der er morsomt. Og denne anden bog i serien om Iqbal er be­stemt lige så underholdende og godt skrevet som den første.

I den nye bog om Iqbal udspiller der sig et sandt drama om et ungdomshus, der er blevet købt af sekten "Das Fhaterhaus". Men det er bestemt ikke det eneste, der sker i bogen, når der er "raske drenge" i farvandet. Handlingen går i hæsblæsende tempo. Iqbal hører en historie om, at kronjuvelerne på Rosenborg ikke er ægte, og mener, at de ægte juveler muligvis er gemt under Jagtvej 69. Og ved hjælp af en ged "lånt" fra børnezoo og et par burkaklædte venner går en spændende og van­vittig skatte­jagt i gang.

Man bliver ikke klogere på hverken balladen om ungdomshuset, ungdomskriminalitet eller inte­gra­tions­problemer ved at læse bogen. Det er ren og skær underholdning, som man læser af lyst, og der er ing­en "løftede pegefingre" eller moraliseren. Forhåbentlig bliver Iqbal-bøgerne læst lige så meget som de "Ber­tram-bøger" af Bjarne Reuter, Iqbal-bøgerne minder om. Her er der også en karikatur på nogle mennesker og et miljø, som både ligner og ikke ligner det, man kender. For at hjælpe vore drenge, og måske særligt de tosprogede, til at læse mere, er bøgerne gode, da der er meget dialog, næsten ingen beskrivelser, stor skrift og mange illustrationer, der kan hjælpe læsesvage eller elever med mangelfuldt ordforråd til at synes godt om bøgerne.