Det er flere år siden, at den tidligere DPU-lektor og læseforsker Erik Håkonsson begyndte at uddanne danske lærere i at undervise inspireret af Reading Recovery baseret på hans egen bog "En ekstra chance". Alligevel er det Danmarks første Reading Recovery-lærere, der får deres certifikat i dag. Reading Recovery er nemlig et internationalt beskyttet varemærke, som kun må bruges, når kurset ledes af en Reading Recovery-uddannet lærer:
"Man må gerne læse Mary Clays bøger, og man må vel også gerne fortælle, hvad der står i dem, og man må i hvert fald gerne undervise ud fra, hvad man har læst i dem. Men man må ikke kalde det Reading Recovery", siger Erik Håkonsson, der efter mange år som læseforsker har været i New Zealand, USA og England, set Reading Recovery i praksis, været i dialog med lærerne og derudfra udviklet sin egen, danske model, som på en række felter adskiller sig fra den newzealandske.
"Der er gået business i folkeskolen, og det synes jeg er meget uheldigt - jeg går ind for, at man spreder sine ideer og stjæler andres gode ideer for at give børnene så god en undervisning som muligt".
Det er CVU København & Nordsjælland, der har finansieret Kirsten Wangebos et-årige uddannelse fra Reading Recovery-centret i London. Og på CVU'et har udviklingschef Henning Bentzen det fint med varemærkernes indtog i folkeskolen:
"Jeg kan godt forstå, at det skurrer i mange menneskers ører. Men det handler om at beskytte fagligheden. Der er masser af mennesker, der har hørt om Reading Recovery eller læst en bog, men det er en meget vanskelig metodik, og det er meget sårbart, fordi det er forløb med én lærer og én elev, som skal være meget velstruktureret. Har man ikke lært metoden, så kan man ganske enkelt ikke gennemføre det intensive forløb, som skal løfte den elev op til klassens niveau", siger Henning Bentzen.
Reading Recovery er en model, som er målrettet størsteparten af de 20 procent svageste læsere med undtagelse af de allersvageste. Ideen er, at man med et intensivt forløb og en velbeskrevet metode kan løfte dem op på niveau med resten af klassen.
"Det er en stor investering, og derfor skal der være en sikring for, at resultaterne ikke udebliver. Hvis alle, der har læst en bog eller taget et kort kursus kan kalde deres arbejde Reading Recovery, så vil Reading Recoverys omdømme lide skade og man vil se det som endnu en døgnflue, der ikke holdt".
Henning Bentsen understreger, at han nu forventer, at metoden vil brede sig over hele landet i kraft af, at lærere gennemfører intensive forløb hos Kirsten Wangebo, som gør dem i stand til at uddanne nye Reading Recovery-lærere på CVU'er andre steder i landet.
Han peger på mange andre eksempler på, at den danske skoleverden er ved at vænne sig til at arbejde på markedsvilkår. I dag er det for eksempel helt almindeligt, at hvis CVU'et for eksempel beder et selvstyrende team om at komme ind en formiddag og holde oplæg om sit arbejde på et kursus, så vil teamet have penge for opgaven, penge som teamet kan anvende i fællesskab. Uni-C er også godt i gang med at eksportere det danskudviklede pædagogisk it-kørekort.
International varemærke-undervisning breder sig i folkeskolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.