7. klasse fra Sølvgades Skole myldrer ind til introduktion på Skramloteket. Per Saxtorph Jørgensen fortæller, at de alle skal forme en figur til et lille elektronisk apparat - en blinkmaskine, som de kan tage med hjem. Men denne dag begynder med fortællingen om telefoni, telefondamerne og hvordan man kunne ringe via telefoncentralerne.
På væggen hænger et billede fra en telefoncentral i 1920, og så starter historierne om Graham Bells telefon og telefondamernes strejke, hvor man i seks uger slet ikke kunne ringe. Efter strejken havde kvinderne fået nogle krav igennem. Herefter var det muligt også for gifte kvinder med børn at arbejde på telefoncentralerne.
Eleverne lytter og kigger på alle telefonerne, der står i skabe ved væggen. Skramloteket er også en slags museum. Øverst på et skab står et morseapparat med strimmel. Vi kommer forbi Ørsted, elektromagnetismen, Samuel Morse og telegrafsystemet. Men også historien om, hvor svært det er at få lagt et kabel tværs over Atlanterhavet. De første tre gange lykkedes det ikke. Men i 1866 lykkedes det.
"Det er et 4.000 meter langt kabel uden splejsninger. Det vejer omkring 100 kg pr ti meter", fortæller Per Saxtorph Jørgensen og viser en stump kabel.
"Hvis man taler om at kommunikere eller telefonere fra en verdensdel til en anden, så vil mange sige: øhh, nåh ja, det går via satelit. Men faktisk er der et kabel, der i alt går cirka syv gange rundt om jorden".
Titanics forlis
Det er tid til at skifte lokale. Pladsen er trang med 24 elever, men nu skal de se billeder og høre om Titanic og alt det, der gik galt, da kæmpeskibet skulle afsted på sin jomfrurejse. Om isbjergene og telegrafisten, der ikke var opmærksom, og om for få redningspladser til de mange passagerer.
Efter fortællingen er der pause, hvor eleverne kan afprøve flere af de elektroniske apparater i huset. Dvæle ved en gammel skrivemaskine eller spille lidt på de medbragte mobiler. Dem bliver eleverne også lidt klogere på undervejs.
"Som en pige i 2. klasse sagde, da hun prøvede skrivemaskinen: Det er sindsygt smart. Den skriver og printer samtidig", fortæller Per Saxtorph Jørgensen med et grin.
Alle får udleveret en lille træplade, hvor de limer et diagram på. Nu skal de slå søm i brættet, sådan at de kan gøre klar til det elektroniske kredsløb, som de skal bygge til deres blinkmaskine.
"Vi udfordrer eleverne på deres forforståelse. De tror, de ved, hvad elektricitet er. For det er jo bare noget, der kommer ud af en stikkontakt. Når de sætter stikket i, kan de lade deres iPhone op", fortæller de tre medarbejdere på Skramloteket.
Per Saxtorph Jørgensen og Yvonne Herguth Nygaard er begge uddannet fysiklærere, og Ivan Helsinghof er nu pensioneret men uddannet pædagog og har i mange år været en ivrig radioamatør. Han arbejder fem timer om ugen på Skramloteket. De har en fælles fascination af elektricitet.
Over tre dage skal eleverne skabe blinkmaskinerne. Den kreative proces er blandt andet, at de skal tegne deres figur. Nogle piger tegner straks heste, mens andre er længere tid om at beslutte, hvad de ønsker at forme i kobbertråd. Og hvad der kan lade sig gøre.
De arbejder med kobberet, bøjer det med tænger og taper deres figur fast på underlaget, så de kan lodde. Alle får et lille kursus i at lodde, nogle gode fif og med sikkerhedsbrillerne på går de i gang. Ind imellem bliver eleverne kaldt sammen til et foredrag om elektricitetens historie. Denne blanding af fortælling og praktisk værkstedsarbejde kører i de tre dage.
Tid til en snak
"Det er svært at lodde en stige, så det har jeg droppet", fortæller en pige. Hun har formet et træ i kobbertråd, og så skulle der egentlig have stået en stige op ad træet.
Eleverne viser hinanden deres figurer. Nogle har helt styr på, hvor de vil have de blinkende diode-lamper sat fast, mens andre overvejer, hvad der vil tage sig bedst ud.
Yvonne Herguth Nygaard går rundt med værktøjsbælte på. Her er alskens tænger og andet værktøj. Eleverne har skrevet sig op på to lister, så de kan få hjælp til det sidste. Det er Per og Yvonne, der sætter lamper på figuren og forbinder det hele endeligt. Det foregår nærmest på samlebånd.
"Men det her er 7. klasse. De kan meget selv. Vi har meget mere travlt, når vi skal hjælpe de yngre elever. Men vi har altid tid til en snak med eleverne. Når de har lavet en gave til mor, kan der lige være en lille historie om at de håber, at hun bliver glad for den eller noget om forældrenes skilsmisse eller hvad der lige kan være brug for at snakke om. Det har vi tid til", siger Yvonne Herguth Nygaard.
Hun har været ansat her i fire år. Det blev kun til et år ude i folkeskolen, for så gjorde nogle venner hende opmærksom på en ledig stilling på Skramloteket. Et drømmejob for hende, der havde erfaring som såkaldt pilot på Eksperimentariet. 120 søgte stillingen, og hun fik den.
"Vi ville meget gerne ansætte en kvinde, så vi kan vise, at fysik og elektronik ikke kun er noget, som gråskæggede mænd beskæftiger sig med. Og hun havde jo en god baggrund", siger Per Saxtorph Jørgensen.
Ko med blinkende patter
Over på en reol står flere blinkmaskiner. Blandt andet en ko med blinkende patter. Det er en kopi af en piges blinkmaskine. Alle maskinerne her er lavet af de ansatte, for eleverne får jo deres med hjem. Men der har været god inspiration at hente i elevernes kreativitet.
På tredjedagen bevæger eleverne sig hjemmevant rundt i værkstederne. De lodder og afprøver forskellige af Skramlotekets apparater, når der opstår lidt ventetid. De viser hinanden deres arbejde. Fire drenge løber ud i garderoben med en færdig blinkmaskine, fordi man derude i mørket bedre kan se de blinkende lamper. De griner.
"Det er så vigtigt at bruge hænderne. Bare tænk at man 'be-griber'. Det er den måde, man lærer på", siger Ivan Helsinghof. Og så er det vigtigt at prøve at have noget værktøj i hænderne. Det sker for lidt i skolen i dag, mener han.
Han har tidligere arbejdet på fritidshjem, hvor han havde et værksted til at skille ting ad og samle dem igen. Det var meget populært.
Det er i høj grad ham og Per Saxtorph Jørgensen, der har opbygget Skramloteket. De er også uddannet maskinarbejder og værktøjsmager, så de har skabt værkstederne. Af ting de har fået fra steder, der skulle nedlægges - skoler og fysik/kemi efteruddannelsen på Danmarks Lærerhøjskole. De har fået et udsugningsanlæg, som de selv har sat op, og de har fået restprodukter fra virksomheder. De har fået Van der Graf-generatorer og alskens apparater. Post og Telegrafmuseet skal flytte og har også tilbudt udstyr i den anledning. Dertil er kommet penge fra fonde og fra Københavns Skoleforvaltning.
Interessen for naturfag kommer med værktøj i hånden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.