Interessen for naturfag kommer med værktøj i hånden

7. klasse fra Sølvgades Skole myldrer ind til introduktion på Skramloteket. Per Saxtorph Jørgensen fortæller, at de alle skal forme en figur til et lille elektronisk apparat - en blinkmaskine, som de kan tage med hjem. Men denne dag begynder med fortællingen om telefoni, telefondamerne og hvordan man kunne ringe via telefoncentralerne.

"Her kan ungerne se og arbejde med elektronik i den skala vilaver det, stort og åbent, i stedet for den black-box-elektronik vialle går rundt med i lommerne, små computere der er støbt ind inoget der ligner en lakridskaramel, men som kan alting", sigerYvonne Herguth Nygaard i Skramlotekets jubilæumsskift "Hvornår harI åbent i weekenden?"

"Hos os kan de se, at hvis vi sender strøm ind her, så sker derdet der. Der har du en modstand. Nu skruer vi ned for stømmen, såhar vi lavet en blinkmaskine. Sådan nogen sidder der flere tusindaf inde i din mobiltelefon. Nå? Gør der det? De skal lære om strømog elektricitet, fordi det er den her magiske ting, der er overaltomkring os, og som ingen tænker over i dag, men som er den sygesteopdagelse der er gjort".

Hvert år besøger omkring 800 københavnske børn Skramloteket, derer et natur- og teknikværksted på Amager. Elever fra 2.-9. klassedesigner propelskibe, flagermusdetektorer, blinkmaskiner,radiosendere og -modtagere. Der er venteliste til de to-tre dagesværkstedsbesøg, og det er gratis at komme her, fordi Skramlotekethar driftsoverenskomst med Københavns Skolevæsen.

Skramloteket har i flere år samarbejdet med Science Factory.

Eleverne får altid noget med hjem herfra, som de selv har lavet.Samtidig får de foredrag om elektricitetens historie,morseapparatets historie og de hører om telefondamernes arbejde ogden strejke på 6 uger, der gav dem mulighed for stadig at arbejdesom telefondame selv efter at de blev gift og fik børn. Tidligerevar det ellers et arbejde forbeholdt ugifte kvinder. Skramloteketemmer af historie med gamle telefoner i udstillingsskabe,morseapparat, skrivemaskiner og andre antikviteter. Væggene erfyldt med historiske billeder og de tre ansatte bugner selv afhistorier, som de gerne fortæller videre.

Skramloteket har eksisteret i ti år.

Romeo har tegnet et ansigt og formet det i kobbertråd. Nu skalder sættes diodelamper på ansigtet, så det kommer til at blinke,når man tænder på kontakten.

"Jeg har lært en masse og hørt om elektricitetens historie. Vihar hørt om dem, der forskede i det. Jeg synes, det er spændende ogsjovt at vide noget om, hvad man kan med el. Jeg kunne godt tænkemig at være her længere".

Zika har tegnet en hest i bevægelse og bagefter formet den ikobbertråd. Den skal stå på brættet, men hun ved ikke lige, hvordiodelamperne skal være. Hun har lavet hestens hale af nogetaffaldskobbertråd og er ved at lodde tin ned over halen i etspinkelt mønster.

"Det er sjovt at være her og anderledes end i skolen. Det ermeget anderledes end at være i et klasseværelse. Jeg har erfaring iat tegne heste, så det var ikke så svært. Jeg rider selv. Det erheller ikke svært at lodde, når man først har lært det. Vi har hørtrigtig meget, som jeg ikke kan huske. Der har været foredrag, pauseog så har vi lavet noget selv. Jeg kan huske, at man i gamle dagekun ville have damer ansat på telefoncentraler, fordi man bedrekunne høre deres lyse stemmer".

Luka har formet et ansigt i kobbertråd. En mand med hat. Hanskal have lys i øje, tand og hat.

"Det er et skægt sted. Det er rigtig fedt, at vi kan prøve altmuligt fra gamle dage. Vi har morset. Det er skægt. Og vi harfundet ud af, hvorfor det hedder elektronik. Vi har hørt om el, omTitanic og fundet ud af hvordan man lodder. Vi har også lavetstatisk elektricitet ved at gnide en stav med rav med etkatteskind. Det har været rimelig spændende, og det har hjulpetrigtig meget til at forstå, hvad elektricitet er".

Erik har formet en jødisk stjerne i kobbertråd. Egentlig villehan lave en stjerne, men det var svært, indtil nogle fortalte, atden jødiske stjerne består af to trekanter. Sådan en var let atforme i kobbertråd, og så har han sat et øje ind i den. Her skalsidde en diodelampe og blinke.

"Jeg vidste ikke, at man gennem lys kan få en højtaler til atvirke, men det har vi set her. Jeg tror, vi har lært noget, vi kanbruge. Vi har lært at lodde, og vi har lært om elektronik oghvordan man har gjort mange ting i hundredevis af år. Man kan morsemed det her apparat, og for eksempel er det let at morse SOS".

På væggen hænger et billede fra en telefoncentral i 1920, og så starter historierne om Graham Bells telefon og telefondamernes strejke, hvor man i seks uger slet ikke kunne ringe. Efter strejken havde kvinderne fået nogle krav igennem. Herefter var det muligt også for gifte kvinder med børn at arbejde på telefoncentralerne.

Eleverne lytter og kigger på alle telefonerne, der står i skabe ved væggen. Skramloteket er også en slags museum. Øverst på et skab står et morseapparat med strimmel. Vi kommer forbi Ørsted, elektromagnetismen, Samuel Morse og telegrafsystemet. Men også historien om, hvor svært det er at få lagt et kabel tværs over Atlanterhavet. De første tre gange lykkedes det ikke. Men i 1866 lykkedes det.

"Det er et 4.000 meter langt kabel uden splejsninger. Det vejer omkring 100 kg pr ti meter", fortæller Per Saxtorph Jørgensen og viser en stump kabel.

"Hvis man taler om at kommunikere eller telefonere fra en verdensdel til en anden, så vil mange sige: øhh, nåh ja, det går via satelit. Men faktisk er der et kabel, der i alt går cirka syv gange rundt om jorden".

Titanics forlis

Det er tid til at skifte lokale. Pladsen er trang med 24 elever, men nu skal de se billeder og høre om Titanic og alt det, der gik galt, da kæmpeskibet skulle afsted på sin jomfrurejse. Om isbjergene og telegrafisten, der ikke var opmærksom, og om for få redningspladser til de mange passagerer.

Efter fortællingen er der pause, hvor eleverne kan afprøve flere af de elektroniske apparater i huset. Dvæle ved en gammel skrivemaskine eller spille lidt på de medbragte mobiler. Dem bliver eleverne også lidt klogere på undervejs.

"Som en pige i 2. klasse sagde, da hun prøvede skrivemaskinen: Det er sindsygt smart. Den skriver og printer samtidig", fortæller Per Saxtorph Jørgensen med et grin.

Alle får udleveret en lille træplade, hvor de limer et diagram på. Nu skal de slå søm i brættet, sådan at de kan gøre klar til det elektroniske kredsløb, som de skal bygge til deres blinkmaskine.

"Vi udfordrer eleverne på deres forforståelse. De tror, de ved, hvad elektricitet er. For det er jo bare noget, der kommer ud af en stikkontakt. Når de sætter stikket i, kan de lade deres iPhone op", fortæller de tre medarbejdere på Skramloteket.

Per Saxtorph Jørgensen og Yvonne Herguth Nygaard er begge uddannet fysiklærere, og Ivan Helsinghof er nu pensioneret men uddannet pædagog og har i mange år været en ivrig radioamatør. Han arbejder fem timer om ugen på Skramloteket. De har en fælles fascination af elektricitet.

Over tre dage skal eleverne skabe blinkmaskinerne. Den kreative proces er blandt andet, at de skal tegne deres figur. Nogle piger tegner straks heste, mens andre er længere tid om at beslutte, hvad de ønsker at forme i kobbertråd. Og hvad der kan lade sig gøre.

De arbejder med kobberet, bøjer det med tænger og taper deres figur fast på underlaget, så de kan lodde. Alle får et lille kursus i at lodde, nogle gode fif og med sikkerhedsbrillerne på går de i gang. Ind imellem bliver eleverne kaldt sammen til et foredrag om elektricitetens historie. Denne blanding af fortælling og praktisk værkstedsarbejde kører i de tre dage.

Tid til en snak

"Det er svært at lodde en stige, så det har jeg droppet", fortæller en pige. Hun har formet et træ i kobbertråd, og så skulle der egentlig have stået en stige op ad træet.

Eleverne viser hinanden deres figurer. Nogle har helt styr på, hvor de vil have de blinkende diode-lamper sat fast, mens andre overvejer, hvad der vil tage sig bedst ud.

Yvonne Herguth Nygaard går rundt med værktøjsbælte på. Her er alskens tænger og andet værktøj. Eleverne har skrevet sig op på to lister, så de kan få hjælp til det sidste. Det er Per og Yvonne, der sætter lamper på figuren og forbinder det hele endeligt. Det foregår nærmest på samlebånd.

"Men det her er 7. klasse. De kan meget selv. Vi har meget mere travlt, når vi skal hjælpe de yngre elever. Men vi har altid tid til en snak med eleverne. Når de har lavet en gave til mor, kan der lige være en lille historie om at de håber, at hun bliver glad for den eller noget om forældrenes skilsmisse eller hvad der lige kan være brug for at snakke om. Det har vi tid til", siger Yvonne Herguth Nygaard.

Hun har været ansat her i fire år. Det blev kun til et år ude i folkeskolen, for så gjorde nogle venner hende opmærksom på en ledig stilling på Skramloteket. Et drømmejob for hende, der havde erfaring som såkaldt pilot på Eksperimentariet. 120 søgte stillingen, og hun fik den.

"Vi ville meget gerne ansætte en kvinde, så vi kan vise, at fysik og elektronik ikke kun er noget, som gråskæggede mænd beskæftiger sig med. Og hun havde jo en god baggrund", siger Per Saxtorph Jørgensen.

Ko med blinkende patter

Over på en reol står flere blinkmaskiner. Blandt andet en ko med blinkende patter. Det er en kopi af en piges blinkmaskine. Alle maskinerne her er lavet af de ansatte, for eleverne får jo deres med hjem. Men der har været god inspiration at hente i elevernes kreativitet.

På tredjedagen bevæger eleverne sig hjemmevant rundt i værkstederne. De lodder og afprøver forskellige af Skramlotekets apparater, når der opstår lidt ventetid. De viser hinanden deres arbejde. Fire drenge løber ud i garderoben med en færdig blinkmaskine, fordi man derude i mørket bedre kan se de blinkende lamper. De griner.

"Det er så vigtigt at bruge hænderne. Bare tænk at man 'be-griber'. Det er den måde, man lærer på", siger Ivan Helsinghof. Og så er det vigtigt at prøve at have noget værktøj i hænderne. Det sker for lidt i skolen i dag, mener han.

Han har tidligere arbejdet på fritidshjem, hvor han havde et værksted til at skille ting ad og samle dem igen. Det var meget populært.

Det er i høj grad ham og Per Saxtorph Jørgensen, der har opbygget Skramloteket. De er også uddannet maskinarbejder og værktøjsmager, så de har skabt værkstederne. Af ting de har fået fra steder, der skulle nedlægges - skoler og fysik/kemi efteruddannelsen på Danmarks Lærerhøjskole. De har fået et udsugningsanlæg, som de selv har sat op, og de har fået restprodukter fra virksomheder. De har fået Van der Graf-generatorer og alskens apparater. Post og Telegrafmuseet skal flytte og har også tilbudt udstyr i den anledning. Dertil er kommet penge fra fonde og fra Københavns Skoleforvaltning.