I foråret 1993 samlede dagbladet Politiken og IND-SAM en gruppe unge indvandrere og flygtninge, der skulle tage rundt på skoler og andre undervisningssteder for at fortælle om sig selv, deres kulturelle baggrund og deres oplevelser med at leve i Danmark. Projektet blev kaldt 'Unge taler til unge'. Ideen var at skabe nogle rammer for en dialog mellem de nye generationer, der kunne uddybe kendskabet til hinandens situation. Deres holdninger til hinanden skulle klarlægges, og man ville prøve at skabe en gensidig forståelse mellem de to grupper unge danskere for dermed at forsøge at nedbryde fordomme og intolerance.
Denne bog er blevet til ved, at forfatteren har fulgt disse unge indvandrere rundt på deres foredragsturné, og hun beskriver projektet som en stor succes.
Bogen består af citater fra de forskellige oplæg og diskussioner rundt om på undervisningsstederne. Af emner kan nævnes 'Hvem er du?', 'Racisme', 'Krig og frihed' og 'Kærlighed og ægteskab'.
Bogen viser, hvordan disse unge indvandrere og flygtninge uddanner sig og er visionære, selvsikre, tænksomme og energiske. De uddannelsessteder, der har oplevet dem 'live', er ganske sikkert blevet positivt udfordret og beriget. Bogen kan bruges i mangel af den direkte kontakt, og de forskellige emner kan anvendes som udgangspunkt for diskussioner og til at få et mere nuanceret billede af disse 'nye' unge end det, vi almindeligvis får fra medierne.
Kan anbefales til brug i folkeskolens ældste klasser.
Integration og indvandrere
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.