Inklusionsprocenten, altså hvor stor en andel af en årgang børn, der går i almindelig skole, varierer fra 98 til 88 procent mellem landets kommuner. Og de såkaldte mellemformer, som er en blanding mellem almen- og specialundervisning, antager meget forskellige former og udbredelse fra kommune til kommune.
”Elever med ens udfordringer kan få tilbud med relativt stor forskel fra kommune til kommune. Vi kan se, at man arbejder rigtig meget med at samle erfaringer, og man gør sig også umage med at evaluere systematisk. Men det med at få samlet op på tværs af kommuner er ikke rigtig kommet i gang endnu”.
Sådan lød det fra Nanna Høygaard Lindeberg fra Vive, da det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd torsdag på Folkemødet på Bornholm inviterede til debat med overskriften ”Hvordan støtter vi elever med særlige behov?”
Tallene stammer fra Vives store inklusionskortlægning fra marts. Den viser også, at tre ud af fire skoleledere ikke vurderer, at de økonomiske midler rækker til at møde elevernes behov for støtte.
Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal understregede, at inklusionsudfordringen er den største byrde på skoleledernes skuldre. Men også at den ser forskellig ud fra skole til skole, hvorfor mellemformerne også skal gøre det.
”Det er forbandet svært at løse det her. Det, vi er mest bekymrede for, er, at økonomien gør, at man som skoleleder er nødt til at lave en mellemform, som måske ikke er helt i orden”, lød det fra skoleledernes formand, der understregede, at Skolelederforeningen både via sit fagblad Plenum og igennem kurser forsøger at sprede viden om fx mellemformer.
”Men det ruller den forkerte vej. Det kniber med forebyggelsen i daginstitutionerne på grund af personalemangel, og så ser vi en kæmpe stigning i indskolingen i tilfælde af vold, trusler om vold og overgreb på lærere og pædagoger. Da jeg gik i skole, var det de store drenge, der slog til lærerne og hinanden. Nu forgår det helt dernede”, sagde han.
Og hvis ikke man har resurserne, er det svært at løse udfordringen, påpegede skoleledernes formand.
”Vi er stressede i folkeskolen på grund af alt det, der ikke lykkes. Vi skal have det til at rulle den anden vej. Det er en forbandet svær proces, der kommer til at tage tid”, lød det fra Claus Hjortdal.
”Kassen er tom”
Mai Mercado, Konservative, understregede, at det for hende ikke handler om manglende resurser, men derimod om at resurserne skal bruges rigtigt, understregede hun. Her pegede hun blandt andet på den understøttende undervisning, der blev indført med skolereformen i 2013.
I den seneste evaluering af reformen lyder det, at den kun er lykkedes på ét punkt ud af de fire, man i forligskredsen aftalte at bedømme den på.
”Man når dem aldrig. Det er aldrig lykkedes. For første gang har man nået et enkelt mål. Og reformen er altså 10 år gammel. Lad os få de elementer ud, som vi er enige om ikke fungerer”, lød det fra Mai Mercado, der tilføjede, at hun gerne så inklusion indført som et femte målepunkt:
”Vi synes, man skal sætte et ekstra mål ind i forhold til at vurdere reformen ud over de fire nuværende, som skal handle om inklusion. Hvor man måler, hvordan de elever trives og klarer sig fagligt. Så kan vi år for år følge med i, hvordan det rent faktisk går”.
Og selv om Mai Mercado meget gerne så, at alle skoler har en ”redskabskasse” med metoder, der er evidens for virker, så vil hun ikke blande sig i, hvordan kommunerne løfter inklusionsopgaven.
”Jeg synes, det er fint, hvis én kommune slår sig op på at være virkelig gode i forhold til specialpædagogik, mens en anden fokuserer på ældrepolitikken. Jeg er ikke så meget for minimumsnormeringer og minimumsstandarder”, sagde hun.
”Til gengæld tror jeg på, at kommunalpolitikerne skal være tydelige omkring, hvad det er for et tilbud, man har i den enkelte kommune. Hvad man som familie kan forvente. Så er jeg okay med, at nogle laver vanvittig god inklusion. Det vil forhåbentlig inspirere andre til at lave fagligt solide løsninger, der ligner dem”, sagde Mai Mercado.
Forsker og ph.d. Thyge Tegtmejer fra Vive påpegede dog, at det frie skolevalg ifølge skoleledere i inklusionskortlægningen gør, at forældrene flytter efter det gode tilbud for deres barn, hvilket betyder at skolen skal finansiere tilbuddet til flere og flere.
”En skoleleder har i et af vores interview formuleret, at de ’har sejret sig selv ihjel’. Og samtidig, påpeger skolelederen, sidder andre skoleledere andre steder og nærmest lurepasser, fordi de har en økonomisk interesse i at gøre det lidt dårligt. Så tænker jeg altså, vi er kommet et uheldigt sted hen”, sagde han og tilføjede, at flere skoleledere også giver udtryk for ikke at have de specialpædagogiske kompetencer til at vurdere støttebehovet i den enkelte mellemform.
Formanden for KL’s Børne- og undervisningsudvalg, Herlevs borgmester Thomas Gyldal (S), understregede, at der skal være ”decentrale løsningsmodeller, men med et stærkt fællesskab om opgaven”.
”Skolelederen står nogle steder alene med visitationsansvaret, og det er en meget stor opgave. Vi skal øve os på at brede de eksempler ud, hvor vi bruger resursen stærkest. Så man træffer den endelige beslutning, men efter en stærkt fagligt funderet proces”, sagde han.
Han understregede desuden, at han har svært ved at se, at der kan afsættes flere resurser til inklusionsopgaven, fordi skolen altid vil være i konkurrence med andre velfærdsområder.
Og selv hvis der var penge, er der ikke noget personale at ansætte for dem, sagde han:
”Den faglighed, der skal til for at løse opgaven perfekt, findes ikke. De dygtige specialpædagoger til daginstitutionerne, findes ikke. De dygtige lærere og pædagoger til folkeskolen og de dygtige psykologer til PPR, de findes ikke. Vi har dem, vi har, og vi knokler med at besætte vores stillinger. Derfor har vi en udfordring med at udnytte resurserne bedst muligt”.
Derfor ser Thomas Gyldal gerne, at pengene i stedet bruges på at ”prøve ting af”.
”Hvis udgangspunktet er, at kassen er tom og økonomien er statisk, er vi måske også mest ambitiøse i forhold til at finde de modige valg. Der tror jeg, vi er nødt til at basere mere på den faglige viden og erfaring, der ligger hos ledelse og medarbejdere. En rent central, tror jeg, vil føre til ringere løsninger. Én enkelt løsning på et komplekst problem, der varierer fra kommune til kommune, fra skole til skole, fra klasse til klasse og fra elev til elev, eksisterer ikke”, sagde han.
Lærerne mangler stadig kompetencer
Vives undersøgelse viser, at seks ud af ti af lærerne i folkeskolen enten i mindre grad eller slet ikke mener, de har specialpædagogiske kompetencer til at arbejde med de elever, de har i deres klasser.
”Det alarmerende ved det er, at man så det samme i undersøgelser for ti år siden. Det er ikke ny viden, at mere end halvdelen af lærerne ikke føler sig klædt på. Og i hele perioden har der været en bevægelse mod inklusion. Flere elever skal rummes i den almene skole, har man besluttet, men man har bare glemt at kigge på, om dem, der skal arbejde med det, overhovedet er klædt på til det”, lød det fra Thyge Tegtmejer, som tilføjede:
”Koger man problemstillingen ned, er essensen, at læreruddannelsen er skæv i forhold til de opgaver, man står med som færdiguddannet. Specialpædagogik fylder forsvindende lidt, det faglige fokus resten. Når man kommer ud i skolen, er der masser af steder, hvor det er lige omvendt. Specialpædagogik fylder det hele, og så er man heldig, hvis man kan nå at arbejde lidt med det faglige til sidst”.
Mai Mercado påpegede, at der snart begynder forhandlinger om en ny læreruddannelse. Her er det væsentligt, at specialpædagogik bliver et fag for alle, sagde hun. Thyge Tegtmejer understregede dog, at der ikke er tid til at vente fem år på de første dimittender fra en ny læreruddannelse. Han påpegede, at der i de enkelte kommuner arbejdes med for eksempel udgående resursepersoner fra PPR.
”Men spørgsmålet er, om man ikke skal have nogle bredere modeller. Det er ikke et lille problem, det her. Det er et kæmpestort problem”, lød det fra Vive-forskeren.
Kristoffer Høyrup Sørensen fra Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse påpegede, at foreningen i en ny undersøgelse blandt medlemmerne har kunnet konstatere, at kun en fjerdedel har modtaget kompetenceudvikling i inkluderende undervisning.
”Det er ikke godt nok”, konstaterede han og påpegede, at kompetenceudvikling er et godt redskab, hvis man vil fastholde lærerne. Der er nemlig ikke lærermangel i Danmark – men der er lærermangel i folkeskolen, ”og det er der af en årsag”, understregede han.
”Der er rammer, økonomi, og så må man løse opgaven bedst muligt inden for det. Der ved vi, at det virker, at være flere lærere til at hjælpe den enkelte elev, når der er brug for det. Co-teaching er den rigtige vej at gå, hvis man vil rumme flere i undervisningen, så flere kan være med og deltage”, sagde han og tilføjede:
”Vi kunne se under corona, at flere voksne omkring eleverne gjorde noget godt. Hvis ikke kompetencerne er der blandt lærerne, må man fastholde resursepersonerne på skolerne, så de kan videndele. Det er noget af det, co-teaching taler ind i”.
”Desuden skal vi helt ind i fagene. One size fits all eksisterer ikke. Der er forskel på at have særlige behov i dansk og i billedkunst. Vi skal turde at give frihed til at opbygge undervisningen i forhold til elevgruppen. Og at fagpersonerne er med til at tage beslutninger om det, de står med ude i mulden til hverdag”.
Claus Hjortdal påpegede, at kompetenceudviklingen hos lærerne trods tallene i Vive-undersøgelsen har fyldt en del i skolen de seneste 10 år.
”Cirka 40 procent af lærerne er gået på pension siden konflikten mellem DLF og KL. Dem, der er kommet ind, er for det første helt nye lærere, desuden har de ikke haft specialpædagogik i uddannelsen”, sagde han.
Men går man ned i detaljen, ser man at der er steder, det lykkes, påpegede han. Lærerne skal nemlig ikke sende på kursus – de skal efteruddannes i egen praksis, understregede Claus Hjortdal.
”Og det kan vi se, der er flere lærere, der oplever”, sagde han og tilføjede, at der særligt på ordblindeområdet er sket store fremskridt:
”Ordblindeforeningen understreger, vi fortsat skal arbejde med at fokusere på, at man ikke kun er ordblind i dansk, og at der stadig er et narrativ blandt eleverne om, at ordblind er lig med dum. Ellers er det godt tilfredse med det, vi laver”.
Debattens største bifald kom efter, Mai Mercado havde understregede, at der er grund til at kigge på ”den meget hårde målstyring, der er lagt ned over folkeskolen”.
”Det er ikke for at pege fingre, for vi har selv været med til det. Men den gode nyhed er, at der er en grundlæggende enighed i forligskredsen om at få kigget på målstyringen. For når man har de her meget hårde mål helt ned i 0. klasse, så ligger der også en skarp plan for, hvad de her 0.-klasser skal lære”; sagde hun.
”Det er virkelig en faglig tung 0. klasse, vi sender vores elever ind i. Selvfølgelig er der leg og pauser. Men det er grundlæggende en mere boglig skole, end det var for år tilbage. Og det er en mere målstyret skole”.
