På en skole hænger et skab, hvorpå der står: ”Indeholder inkluderende læringsfællesskaber.” Når du åbner skabet - er det tomt!

Inklusion er oprindeligt et politisk ideal om lige muligheder for alle i fællesskabet og dermed også et grundlæggende element i den sammenhængskraft, der udgør folkeskolens vigtigste funktion. Men i dag er inklusion blevet symptomet og måske ligefrem diagnosen på skolens hidtil største udfordring – en uforholdsmæssig vanvittig fokusering på det enkelte individ, der spænder ben for hensynet til fællesskabet.

Diagnosens natur
En psykiatrisk diagnose er en symptombeskrivelse af en adfærd, som på en eller anden måde er invaliderende for et barns dagligdag. Der er ikke nogen form for fysiologiske markører (fx en blodprøve eller scanning) og diagnosen stilles derfor reelt set af de personer, der er i barnets nære relationer via tolkninger og diverse spørgeskemaer.

Diagnosens årsag kendes sjældent og i beskrivelserne fortaber disse sig i en tåge af ukendte faktorer, udtrykt som fx forstyrrelser vedr. genetik eller tidlige opvækstforhold. Den psykiatriske diagnose i sig selv, kan derfor ikke direkte pege på målrettede specialpædagogiske tiltag.

Denne såkaldt ”objektive” psykiatriske diagnose fremstår i offentligheden som en neutral forklaring på barnets midlertidige adfærdssymptomer, dog uden at pege på årsagsforklaringer.

Fordelen ved denne diagnosekonstruktion er, at vi ikke kan pege nogen ud som skyldig for barnets udfordringer – det er hverken barnet, forældrene, skolen eller samfundet, der skyld i barnets adfærd og på den måde fungerer den psykiatriske diagnose i dag som en slags parkeringsplads for noget, vi ikke ved, hvad vi skal stille op med.

I den nuværende debat om inklusion agerer inklusion helt i tråd med den komplekse psykiatriske diagnose. Der er enighed om symptombeskrivelsen: Flere børn med diagnoser i skolen, forældreklager, manglende tilbud til børn med diagnoser og for få ressourcer i klasserne, men uenighed, når det kommer til årsagsforklaringer og adækvate tiltag.

Kompleksitetens ligegyldighed
Hvis bare vi gør en udfordring - her inklusion - tilstrækkeligt kompleks, så kan alle aktører byde ind og forsøge at sætte kursen for debatten om løsningsforslag. Herved opnås den ineffektivitet og handlingslammelse (parkering), som en række aktører (fx skoleledere, KL og lokale politikere) netop har interesse i, da velfærdsstaten har begrænsede ressourcer.

Forældre, elever, lærere, skoleledere, PPR og politikere både mener og vil noget helt forskelligt med inklusion og dermed bliver alles interesser og argumenter lige gyldige. En begyndende tonedøvhed opstår mellem de enkelte interessenter og grøfterne bliver dybere.

Debatten om inklusion udstiller folkeskolens mest grundlæggende udfordringer og mens meninger og holdninger flyver i alle retninger, trænger tre vigtige spørgsmål sig på.

Individ eller fællesskab?
Hvis folkeskolen har fællesskabet som udgangspunkt for dagligdagen betyder det, at normer, regler og rammer gælder for alle - uden undtagelse. Derved har fællesskabets skole stadig den funktion at socialisere (accept af forskellighed), kvalificere (uddanne) og sortere (udskille).

Hvis folkeskolen har individet som udgangspunkt, vil alle børn have ret til blive set og hørt med de behov for særligt tilrettelagt undervisning, de nu måtte have – uagtet hensynet til fællesskabet.

Hvor langt skal hensynet til individet strækkes på bekostning af fællesskabet?

Inklusion eller undervisning?
Læreren er uddannet til at være ansvarlig for tilrettelæggelse og gennemførelse af klassens undervisning under hensyntagen til mål, der måtte være for faget samt lærerens kvalifikationer. Hermed er undervisning i faget det centrale og indholdet styres heraf.

Hvis undervisningen skal tage sit udgangspunkt i inklusion af elever med vidt forskellige forudsætninger, kræver det at alle elever ”føler” de på hver deres måde kan deltage og bidrage til fællesskabet i det enkelte fags indhold og metode. Så vidtgående en undervisningsdifferentiering kræver, at læreren både skal være uddannet psykolog, specialundervisningslærer og støttepædagog samtidig med at kunne praktisere almindelig undervisning.

Inklusion og undervisning er i folkeskoleregi uforenelige og et valg må træffes!

Tæt på eller langt fra?
Beslutninger vedrørende den enkelte elev træffes lovgivningsmæssigt af skolelederen – ofte i samarbejde med PPR og de kommunale retningslinjer. Hverken skoleledere, PPR eller forvaltningsmedarbejdere har prøvet at arbejde fagligt eller pædagogisk med særligt udfordrede elever og aner derfor ikke, hvad det indebærer.

Læreren ude i klassen, der gennem adskillige konfrontationer efterhånden har gjort sig erfaringer med både muligheder og begrænsninger er fuldstændig uden indflydelse. Som lærer får du lov til at lave et pædagogisk notat og derefter tager de indflydelsesrige over og beslutter.

I skoleverdenen har vi således oparbejdet et system efter princippet; jo længere væk du er fra problemstillingen, jo større indflydelse har du på de beslutninger, der træffes. Indtil videre har dette system ikke virket særlig hensigtsmæssigt og spørgsmålet er så, om det skal fortsætte?

Skabet med de inkluderende læringsfællesskaber (tom floskel) skal ned og erstattes med en hylde, hvor der plads til debat af de vigtige spørgsmål – hvis vi tør? Ellers vil inklusion fortsat være parkeret, som de mange børn med diagnoser.