Fås i velassorterede boghandler
Max Musik, Teatret Gadesjakket
Telefon 6614 4021
Cd'en indeholder en række sange, der morsomt og karakteristisk for dyrenes færden beskriver tudsen, oldenborren, muldvarpen, svalen med flere. Der er for eksempel en svalesalsa, en oldenborreblues, en markmuserock for slet ikke at tale om Tommelises sørgmodige sang om 'at finde en, der er ligesom mig'. Såvel sange som den meget levende fortælling gør det nemt for børnene at danne billeder, der kan omsættes til forskellige udtryksformer.
Tommelises tema er ensomhed og anderledeshed. Et godt udgangspunkt for en samtale med klassens børn om to af de mest grundlæggende følelser i et menneskes liv.
Der er en fin og humoristisk fortælling lagt ind efter sangene, men jeg synes, det er en skam, at sangene ikke er placeret midt i fortællingen, hvor de rettelig må siges at høre hjemme. Slutnummeret - en godnatsang - er en rigtig ørehænger, der godt kan tænkes at bide sig fast i lageret af fremtidens godnatsange. Hele historien er i øvrigt ledsaget af en følsom sopransax, der illustrerer Tommelises sindsstemninger.
Cd'en er meget velegnet til aflytning og bearbejdning i indskolingen. Børnehaveklassebørn og 1.-2.-klasse-børn, som elsker gentagelser og stor grad af genkendelighed parret med lidt uhygge og eventyrets gode og onde karakterer, vil med stort udbytte kunne høre den mange gange, hvis der er et lyttehjørne i klassen.
Lise Buhr
Indskoling
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.