Af Bryan Moses
Jeg er glad
Af Karen Bryant-Mole
Jeg er genert
Af Karen Bryant-Mole
Jeg er ensom
Af Bryan Moses
32 sider, 186,25 kroner
Maaholm
En lille serie bøger i flot og indbydende udstyr. De enkelte bøger er beregnet til oplæsning for et barn eller en gruppe børn som platform for at tale om følelser, eller rettere emotioner. Et emne, det ellers kan være svært at få talt rigtig om. De to første titler er oversat og bearbejdet af Dorthe Budtz, men Jørn Jensen har taget sig af de to andre. Intentionerne er rigtig gode, og anvendt på den rigtige måde og ved den rette lejlighed vil bøgerne også kunne gøre god fyldest som det konkrete udgangspunkt for en snak. Dels vil de i nogle situationer kunne virke som afledning og 'førstehjælp', dels vil de, og det er nok ikke mindst vigtigt, kunne være med til at gøre børn bevidste om både egne og andres følelser.
Serien er oprindeligt engelsk, og det bærer illustrationerne i nogen grad præg af. På den anden side er børn i dag så vant til det, at de næppe bemærker det. Tegningerne er en god støtte til teksten, de er humoristiske, skægge og groteske og med glade farver.
I hvert bind er der sidst et par nyttige sider henvendt til forældre, lærere og pædagoger med fornuftige råd og gode ideer til samtaler samt en side med ligeledes gode råd om og opfordring til at læse op for børn.
En glad og nyttig lille brugsserie, men man skal nok ikke regne med, at børnene plager om at få den læst igen og igen.
Hans Erik Berthelsen
Indskoling
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.