Indgangen til læsning / Læsningens mysterium

I den nødvendige danske diskussion om den elementære læseundervisning bliver der heldigvis også sat fokus på 'Indgangen til læsning' og på 'Læsningens mysterium' af henholdsvis Erik Håkonsson og Steen Larsen.

To forskellige indfaldsvinkler præsenteres meget klart, argumenteret og med henvisninger til især bøgernes teoretiske bagland. Alene det gør bøgerne, om end ikke nødvendigvis lette at tilegne sig, så meget vedkommende.

Håkonssons bog er udsprunget af en læsekampagne, der har set læsning og skrivning (det, der før hed 'skriftlig fremstilling', og) som en særdeles vigtig forudsætning for vores, menneskers, kommunikation.

Håkonsson skildrer læsning som lidt af 'et mystisk fænomen' og lægger ikke skjul på, at 'læsningens forudsætninger' endnu kun er skitsemæssigt beskrevet. Sådan må det også være.

Bogen er velgørende præget af forfatterens eget sprog. Undervejs betones, at når barnet introduceres til børnehaveklassen og 1. klasse, er der stor forskel på elevernes læseforudsætninger (og på deres forudsætninger for at kunne skrive). Dette er unægtelig ingen nyhed, men der argumenteres for synspunktet, og konsekvenserne skildres.

Det er heller ingen nyhed, at børnehaveklassens arbejde må trækkes ind i sammenhæng med læsning; det ved vi: Småbarnsårenes sproglige udvikling giver et - godt eller dårligt - grundlag for den enkeltes læseudvikling.

Steen Larsens bog har et andet udgangspunkt. Det antydes af nogle deloverskrifter: 'Den genetiske blindgyde', 'Den statistiske blindgyde', 'Sansemodaliteternes blindgyde' og 'Den fonetiske blindgyde'.

Lykkeligvis for læseren kommer Steen Larsen videre til læseundervisningen i dag og giver også sit bud på, hvad der er læsningens mysterium - 'Læsningen er naturligvis ikke et større mysterium, end man gør det til'. Konklusionen rummer derudover disse sætninger, som mange læsere kender fra det daglige: 'Ingen er født med at kunne beherske sådan et instrument, det er noget, man må lære gennem øvelse og atter øvelse. En daglig praksis er det her blevet kaldt. Og den, der aldrig øver sig, vil heller aldrig lære at beherske instrumentet'.

Bogen er engageret; den både lokker i gang og peger videre. Den er også provokerende, for eksempel når Steen Larsen næsten direkte nævner, at man overhovedet ikke kan undervise i læsning; en sådan bemærkning vil med rette give reaktioner hos lærere, der faktisk gør det. Selv om de altså ikke kan gøre det. Men en sætning som den nævnte skal læses som en 'engageret Steen Larsen-sætning', der provokerer og via sproget giver læseren anledning til fundering, der, i hvert fald i en vis udstrækning, hjælpes videre i bogen.

Lagt ved siden af hinanden er bøgerne engagerede - og meget forskellige - indlæg i en læsedebat, der i en årrække næsten var stilnet af, men som et læsekrævende samfund konstant nu vil se (positive) resultater af.