Fællessalen er fyldt til bristepunktet og ordstyreren har svært ved at holde både elever og forældre i ave. Det er tredje uge for besættelsen af en af Buenos Aires' bedste skoler, den fælles folkeskole og gymnasium Lenguitas i det pænere Palermo-kvarter. Meningerne flyver gennem luften, og særligt eleverne ser trætte ud, for mange sover på skift for at undgå, at politiet, som hele tiden cirkler udenfor, fjerner strejkevagterne. Egentlig lider hverken elever eller lærere i dette bedre middelklassekvarter overlast til hverdag. Men skolen er besat efter mange års forgæves venten på svar fra skolemyndighederne, som igennem otte år har fastholdt en komplet reform af hovedstadens offentlige undervisning - uden at afsætte midlerne til de nødvendige ændringer i form af flere og bedre klasselokaler og flere lærere.
Med andre ord er den halvkaotiske forsamling til dette sene aftenmøde gået i aktion, selvom andre af hovedstadens 36 gymnasieskoler har værre eller langt værre forhold. Den argentinske uddannelsessektor har som resten af landet i årtier været en politisk slagmark for ideologier og en kamp for eller i mod et mindre klassedelt samfund. Dén kamp mærkes overalt i Argentina i diverse sektorer og har igennem flere årtier periodevis paralyseret alle fremskridt. Som i uddannelsessektoren.
De velklædte gymnasieelever - i Buenos Aires er gymnasiet fem-årigt og starter i, hvad der svarer til dansk 8. klasse - har været på barrikaderne med vejafspærringer og protestmarcher mod hovedstadens undervisningsministerium de seneste uger. Og de sidste par år. Bystyret har siden 2007 har været ledet af det politiske parti PRO med en tidligere forretningsmand som overborgmester, der er præsidentkandidat til oktobervalget i år. Styret har de seneste sidste tre uger nægtet at give svar og tidsfrist på, hvornår skolereformens indhold bliver ført ud i livet.
Hvad der har optrappet konflikten og forlænget besættelsen af Lenguitas-skolen er, at eleverne i demokratisk ånd løbende har stemt ja til at fortsætte besættelsen i sympati med de andre skoler, der uden tvivl er værre stillet. Og så har det på ingen måde hjulpet på stemningen og elevers og læreres forhandlingsvilje, at de har modtaget systematiske telefontrusler og chikanerende besøg af ordensmagten.
Offentlig versus privat
Lenguitas er et virvar af protest-plakater udenfor og endnu flere indenfor. Eleverne er overraskende velinformerede og formulerer sig sagligt i diverse debatter. Det er tydeligt, at de opfatter forholdene på deres skole som gode i forhold til naboskolerne - men under lavmålet i forhold til den skole, deres forældre gik på for 25 år siden. Til det er at sige, at Argentinas offentlige skolevæsen i mange årtier var næsten eneste mulighed.
Privatskoler fandtes næsten ikke helt frem til 1980'erne. Flere militærdiktaturer i 1960'erne og det seneste fra 1976-83 så ikke med milde øjne på Argentinas offentlige skolevæsen - og store skolebudgetter. Trods et par landsdækkende tiltag under den nuværende venstredrejede/peronistiske regering er det offentlige skolevæsen inde i en stærk nedtur med faldende budgetter og lærerflugt. Fra det offentlige mod det private. Og når en tidligere meget trofast middelklasse med tradition for at sende sine børn i den offentlige skole støder på stært forfaldne skolebygninger, materialemangel og lukninger på grund af rotter og andet utøj, så søger flere og flere som en selvforstærkende effekt mod det private. Og så begynder politikerne som i hovedstaden Buenos Aires de seneste otte år at skære endnu mere ned på de offentlige skolebudgetter.
Paula Teller er mor til en elev på anden år i Lenguitas´ gymnasiedel. Hun har deltaget i flere møder.
"I Argentina er valget af skole svært. Som forælder vil jeg det bedste for mine børn, og flere privatskoler er overordentlige gode med næsten utømmelige resurser økonomisk og fagligt. Men min mand og jeg har valgt den offentlige skole, fordi vi forsøger at uddanne vores børn på en sammenhængede måde. Jeg forsvarer den offentlige skole, fordi jeg stadig tror, at det er den bedste måde at udvikle sig som personer og borgere. På trods af de desværre tiltagende problemer er den offentlige skole stadig det sted, hvor de bedst lærer at kæmpe for det, de tror, er retfærdighed og den virkelighed, der venter dem udenfor skolen i resten af deres liv. Jeg er ikke interesseret i, at de vokser op i en boble og ikke bekymrer sig om andres behov", siger Paula Teller.
Hovedstadsmyndighederne har skåret på budgetterne de seneste otte år ved at forhøje klassekvotienterne og give lærerne flere undervisningstimer for samme løn. Udviklingen har i samme periode vist, at hver tiende elev er gået fra den offentlige til den private uddannelsessektor i en by, der i forvejen har landets højeste privatskolefrekvens på 32 procent.
"Det er tydeligt, at hovedstadsmyndighederne ønsker, at middelklassen i endnu større stil skifter til den private uddannelsessektor, for investeringerne i den offentlige er minimale med minimale ambitioner for kvaliteten. Det tyder på, at den offentlige skole kun skal være et alternativ for dem, der hverken har råd til private sekulære, men heller ikke de statsstøttede private religiøse (katolske, red.) skoler. Det samme sker med sundhedsvæsenet, hvor det tidligere stolte argentinske sundhedsvæsen i dag er kørt i sænk, og middelklassen vandrer over i private sygesikring, der efterlader det offentlige endnu ringere".
Mangel på transparens
Ifølge undersøgelser er der trods besættelsen af Lenguitas en udtalt mangel på interesse for uddannelsessektoren i Argentina. Guillermina Tiramonti fra La Plata Universitet har studeret fænomenet over en årrække.
"Uddannelsessektoren er fragmenteret efter socialklasse. I takt med folkeskolens og gymnasiets forringelse vandrede og vandrer de forskellige middelklasse-lag til den private sektor. I dag har hver sektor sin egen private niche at varetage i form af de skoler, deres børn går på. Og en samlet protest er dermed ikke mere mulig som før i tiden," siger Guillermina Tiramonti.
"Det er såre enkelt: De resursestærke middelklasse-familier, der historisk op gennem 1900-tallet og helt frem til ind i 1990'erne ernærede og holdt liv i folkekravet om god offentlig gratis uddannelse, er gennem to årtier sivet til den private sektor. Og det socialklasser, der i dag dominerer den offentlige uddannelsessektor melder sig sjældent på banen for at kræve bedre forhold, fordi de har nok at gøre med selv at overleve, eller fordi de sammenligner med deres egen opvækst og synes, det nuværende niveau er nok".
Mariano Narodowski er professor på Di Tella Universitet og tidligere undervisningsminister for Buenos Aires by.
"Denne middelklassens selvbedrag retfærdiggør manglen på interesse for uddannelsessystemet. Middelklassen, der i alle samfund er primus motor i kravet om uddannelse, har besluttet at de kan redde sig og deres børn, mens resten synker. Middelklassen beroliges og beroliger sig selv ved at tro, at fordi de betaler abnormt høje skolepenge får deres børn en god uddannelse", siger Mariano Narodowski.
I dét lys ser det sort ud for det offentlige skolevæsens fremtid særligt i Buenos Aires. Men den nationale regering har alligevel investeret i folkeskoler og gymnasier i resten af Argentinas 23 provinser. Hovedstaden Buenos Aires har haft PRO-partiet ved magten siden 2007 og næste uges valg om overborgmesterposten vil sandsynligvis give det genvalg.
Axel Rivas er forsker ved Cippec, centret for implementering af offentlige politikker for lighed og vækst, efterlyser en bredere og mere tilstedeværende debatkultur - og debatfora.
"Det er nødvendigt at skabe plads til den lokale debat og plads til at lokalborgerne kan engagere sig og debattere nye forslag for uddannelsessektoren. Lige på den anden side af floden i Uruguay med en uddannelsestradition meget lig den argentinske har de permanente debatfora helt ned på gadeplan," siger Axel Rivas.
Dét har den nuværende hovedstadsregering i Buenos Aires en klar mening om. Den har nemlig oprettet et gratisnummer, hvor elever og forældre kan ringe til, hvis de finder atmosfæren, undervisningen eller selv mindre forældremøder for politiske. Med andre ord en decideret stikkerlinje - ifølge iagttagere.
Eleverne har ordet
15-årige Victoria Stazzone går på tredje år i gymnasiet, secundaria, og er vicepræsident for studenterrådet på Lenguitas. Til trods for at hendes generation er konstant online på smartophonen, har hun været svær at få fat i. De seneste uger har været hektiske på Lenguitas. Blandt plakater med slagord fortæller Victoria Stazzone om årsagen til besættelsen og forløbet op til den.
"Besættelsen er kulminationen på hovedstadsmyndighedernes manglende svar på vores krav om bedre forhold siden 2008. Vi har konstant bedt om svar - og de har konstant svaret udenom eller slet ikke svaret. Vi er ikke i mod den nuværende skolereform, NESC, der søger at modernisere opbygningen af gymnasiet efter en skolepolitik udstukket for 50 år siden. Problemet er, at skoletiden forlænges og at vores skole som så mange andre ikke har lokalerne, det vil sige infrastrukturen, til at føre skolereformen ud i livet. Samtidig protesterer vi over, at vi ikke bliver hørt, og at visse fag som historie og geografi bliver nedprioriteret. Vi skal i forvejen sidde på gulvet i visse timer eller i gangene, og hvis ombygninger og ændringer ikke går i gang, før skolereformen for alvor træder i kraft i 2016, så bliver det endnu værre", siger Victoria Stazzone, der slår fast, at besættelsen med andre ord ikke er udtryk for en kritik af skolereformen, men den slingrende politik rent finansielt.
På et møde mellem elever og lærere i Lenguitas snakkes der om, at Lenguitas historisk hører til landets og hovedstadens bedste gymnasieskoler. Snakken går på, at hvis skolen i dag stadig betragtes som creme de la creme indenfor argentinske gymnasieskoler, med de store mangler eleverne lever med, så må det stå endnu grellere til i resten af hovedstaden og sikkert også resten af Argentina.
"Vi forstår, at vi nu kræver forbedringer i Lenguitas, men at vores krav af myndighederne og vores søsterskoler landet over bør opfattes som et generelt opråb for at stoppe forringelserne indenfor den offentlige uddannelsessektor. Vi har gennem otte år, det vil sige jeg har taget faklen op efter tidligere skoleråd, krævet bedre forhold. Vi er trætte af at kæmpe for det, der tidligere var en rettighed i Argentina: En god offentlig gratis uddannelse. Vi stopper ikke, før vi får forpligtende svar fra skolemyndighederne", siger Victoria Stazzone.
Trusler og tabte skoledage
Under besættelsens første dage modtog udvalgte forældre med børn i skolerådet eller aktive i besættelsen opkald fra de centrale skolemyndigheder i hovedstaden. Det var indirekte trusler om repressalier efterfulgt af politiets konstante tilstedeværelse inde i selve skolen. Flere forældre har anmeldt opkaldene til højere instanser, fordi metoden med at chikanere ikke er ukendt i Argentina.
Ileana Rippel, mor til en elev i tredje år på Lenguitas gymnasium, skrev et langt læserbrev til Argentinas største dagblad uden at det kom i. Hun opsummerer, hvad hun som forældre føler om besættelsen.
"Til at begynde med var jeg skeptisk. Hvorfor miste timer, dage og uger med at protestere, når myndighederne altid ignorerer. Men efter at have hørt nærmere på min datter indså jeg, at deres protest var langt vigtigere end hidtil antaget. For den teenage-generation bliver skudt i skoene, at de ikke har idealer, passion eller evnen til at ændre på noget, paralyseret som de er af teknologien. Besættelsen og beslutningerne igennem hele forløbet har været taget demokratisk mellem elever og lærere. Og min datter og resten af eleverne har ikke mistet flere uger men vundet i erfaring og lært, at intet er vigtigere end at kæmpe for det, man opfatter som retfærdigt og opfatter som ens idealer. Ingen lærer kan lære dem dette på så kort tid. Det skal opleves. Så det er alt andet end tabte skoledage", siger Ileana Rippel.
Buenos Aires' skolemyndigheder har ikke ønsket at kommentere artiklens indhold.
Indenfor i en besat skole i Argentina
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.