At kunne læse titlen på bogens forside kræver sin læser, ligeledes med alle de tungebrækkende navne på personerne i bogen. Men det hører med til fantasygenren, og vi som læsere må stramme os lidt an.
Det overnaturlige er ikke særlig dominerende i historien, men hovedpersonen har seerens evne til at se i vand.
Pigen Ainsha kender vi som den modige, viltre og kloge pigekriger, som deltog med hud og hår i alle krigens facetter i bogen »Ainshas historie«. Retningen på hendes liv tager i dette bind en anden drejning. Hun arbejder for fred og forståelse mellem de rivaliserende parter og for at skabe retfærdighed. Ikke en let opgave i et miljø, hvor der let kan antændes til krig, og mange dør i eksisterende krige. Ainsha er fortælleren, som i en direkte stil og i et malende sprogbrug fortæller om alt til hoflivet henhørende: krig, intriger, ondskab, alliancer og ikke mindst kærlighed. Dramatisk og spændende er det det meste af vejen. En gang imellem kan beskrivelserne blive lovlig detaljerede, og tankerne får lov til at vandre andre steder hen.
Specielt vil Ainshas udviklingshistorie fra pige mod voksen kvinde gribe de store og unge piger. Der er mange identifikationsmuligheder, og Ainsha tager kampe og diskussioner op, som vil skabe genklang og forhåbninger hos læseren. Men man skal mestre læsningens kunst.
Ilyathens Stemme
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.