"Ud fra den betragtning, at man vil styrke det, Undervisningsministeriet kalder fagligheden, giver det ikke mening, at man vil inddrage folk uden den faglighed - der er simpelthen ikke overensstemmelse", siger uddannelsesordfører Aage Frandsen, Socialistisk Folkeparti.
"Dermed være ikke sagt, at pædagogerne ikke er gode til deres arbejde, slet ikke. Og det kan godt være, at vi når til en formulering i retning af, at man skal bruge de to faggruppers kompetencer, specielt i de små klasser", understreger Aage Frandsen.
Han kan ikke acceptere en lovændring, der giver pædagoger præcis samme muligheder som lærere for at undervise f.eks. i dansk i 3. klasse: "Men jeg tror ikke, der er nogen skoleledere, der kunne finde på det", understreger han. Derimod frygter han, at den gode udvikling, der er sket i de senere år mod et tættere samarbejde mellem lærere og pædagoger i indskolingen, kunne blive ødelagt, hvis der kom sådan en lovændring.
"Vi har allerede bestemmelser i folkeskoleloven, hvorefter i princippet alle kan få lov at undervise, hvis de personligt har kvalifikationerne. Nu har vi også fået meritlæreruddannelsen - det må vist være nok!", lyder det fra Aage Frandsen.
Ikke flertal for at give pædagoger ret til at undervise
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.