Boksetræning sikrer specialelever eksplosive energiudladninger og gentagelser i faste rammer

To gange om ugen i ni uger har tre piger og otte drenge på 16-17 år fra centerklasserne på Mølholm Skole i Vejle fået 40 minutters boksetræning i BK Wedala efterfulgt af 40 minutter adfærdstræning. ”Boksning er bygget op om eksplosive energiudladninger og gentagelser i forudsigelige og faste rammer. Der bliver givet klare beskeder, og udover at eleverne får brændt noget af krudtet af, hjælper det dem til at fokusere deres temperament”, siger klubbens næstformand Lars Kristensen til Vejle Amts Folkeblad. Han er tidligere kampbokser og står i spidsen for Projekt Selvkontrol. Ifølge lærer Erling Hauge Jensen er eleverne glade for træningen. ”De oplever en gennemskuelig struktur, der er til at forholde sig til. Det er værktøjer, de kan de tage med sig over i deres skolegang”, siger han. Lars Kristensen håber, at bokseklubben på sigt kan få et samarbejde med kommunen op at stå, så flere specialklasseelever kan nyde godt af Projekt Selvkontrol.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vafo.dk: Succes med selvkontrol: Diagnosebørn retter aggressionerne mod sandsækken