Serie: Læs selv om sport
Af Kim Boye Holt
48 sider, 168 kroner
Forlaget Carlsen
'Kennet kommer i mål som nummer 5. Han trækker crosseren hen til bilen. 'Det var ikke min dag i dag', siger han. 'Pyt', siger far. 'Der kommer snart et løb igen''. Dette er karakteristisk for dette lille hæfte. Det er velgørende, at handlingen ikke blot beskriver en vindertype, men en almindelig dreng, der kan lide sin sport og også må tage de nederlag, der hører med til at dyrke en konkurrencesport.
I handlingen, der er banal og let at følge, lægges der ikke skjul på, at det er faderens ambitioner, der skal opfyldes. Han har selv dyrket motocross og følger sin dreng i tykt og tyndt.
At dyrke motocross kræver da også, at forældrene, og her især faderen, er med på spøgen, for det er dyrt at deltage. En motocrosscykel koster 25.000 kroner, og desuden kræves hjelm, bukser, jakke, læderstøvler, handsker, knæbeskyttere og brynje, så lommepengene slår næppe til.
Teksten er hurtigt og let læst og passer godt til målgruppen, de 8-12-årige, og selv om de mange farvefotos er flotte, forekommer det lille hæfte ret dyrt.
Indholdsfortegnelse, stikords- og litteraturliste er med til at give den unge læser et godt indtryk af en speciel sportsgren.
Jørgen Mikkelsen
Idræt
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.