Af Børge Koch
120 sider, hæftet
168 kroner
Kroghs Forlag
Med den tekniske udvikling, vi udsættes for i disse år, bliver det mere og mere aktuelt at interessere sig for kroppen, og det ses blandt andet i et stigende medlemstal i den frivillige idræt.
Men skoleidræt synes ikke at have samme interesse, i hvert fald ikke når man ser på samfundets lyst til at øge timetallet i faget og dermed øge dets betydning. Derfor er der brug for en fornyet debat om skoleidræt og dens berettigelse. Denne bog er et godt indlæg i denne debat.
Forfatteren kommer blandt andet ind på, hvad det er, idrætsfaget kan, og som andre fag ikke kan - og på, hvad skoleidræt kan, og som den frivillige idræt ikke kan. Det fremføres - og med rette - at faget af mange opfattes som et rekreationsfag, der giver en god adspredelse fra de andre fag, men der lægges op til, at faget bør være et videns- og dannelsesfag på højde med de øvrige fag i skolen. Faget er et undervisningsfag med kvaliteter, andre fag ikke har.
Bogen er beregnet som studiebog for idrætsfaggrupper, idrætsstuderende, skoleledelser og skolebestyrelser, men også politikere ville have godt af at læse den.
De fire artikler i bogen - om idrætsfagets udvikling, didaktiske teorier, idræt og sundhed og endelig om ekspressive aktiviteter - har mange spændende synspunkter og gode modeller, men mangler måske illustrationer til at krydre de mange teorier, der for nogle læsere kan synes noget 'pædagogiserede' med mange af de 'på bjerget' brugte vendinger, der er almindelige i pædagogiske afhandlinger.
Jørgen Mikkelsen
Idræt
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.