Iagttagelsens praksis

Umberto Eco har engang fortalt, at han helt bevidst har gjort de første 100 sider af romanen »Rosens Navn« svært tilgængelige, for at læseren skulle opleve sig som en novice, der må igennem hårde og kedelige prøvelser for at forberede sig til klosterlivet. Måske er det den idé, bogens to forfattere har genbrugt. I hvert fald skal man frem til side 99, før der første gang kommer liv og konkrete eksempler på bogens ellers særdeles sympatiske påstand og udgangspunkt: »I en grundlæggende foranderlig virkelighed er kompetence og udvikling ikke noget, der kan købes som ting. Alligevel falbydes dagligt diverse udviklingsprocesser tilsat tre kilo kompetence og for otte kroner forandring. Siger man nej tak, stemples man som modstander af forandring erfaringsbelastet i en logik, der forveksler foranderlighed med hastighed og med fysiske og psykiske ommøbleringer«. Der synes ellers at være bred enighed om, at når verden forandrer sig så hastigt, må organisationer virksomheder, institutioner, skoler hele tiden investere i nye udviklings- og forandringsprojekter, men det er en misforståelse, mener forfatterne, der er forskere og freelancekonsulenter. I bogen forsøger de at forklare hvorfor. Den er skrevet til, hvad forfatterne kalder »udviklingsagenten«. Det kan være lederen og konsulenten, men at være udviklingsagent er hverken bundet til løntrin, ansættelsesvilkår eller stillingsbetegnelse. Udviklingsagent er alle, der har eller påtager sig et ansvar for konkrete udviklingsopgaver, og bogen har som udviklingsmål at kunne stille spørgsmål ved vanlig praksis at kunne undres systematisk så at sige.

Forfatterne er klar over, at deres bog kræver temmelig meget af læseren/den studerende, selv om de har ønsket at placere den i grænselandet mellem håndbogen og forskningsrapporten. De forsøger, skriver de, at »byde ind på, hvordan man konkret kan håndtere organisatoriske udviklings- og kompetenceudviklingsspørgsmål« uden Human Resource Man­agement-indskrænkningerne. Og de opstiller fire kvalitetskriterier for iagttagelsens praksis: praktisk anvendelighed, at gøre en forskel i organisatorisk udviklingspraksis, at give en nyttig fordel og at have præcision i styringen gennem begrebssystematik.

Bogens første 98 sider er abstrakt begrebsafklaring, så det klodser. Men når det så er lige ved at kokse for læseren, dukker en frelsende engel op fra side 99 til side 107, hvor man kan læse et foredrag, som Faaborg Kommunes personalechef, Charlotte Hervit, har holdt på en konference om kompetenceudvikling. Her møder man et menneske, der kan bruge iagttagelsens praksis, og som kan undre sig. Det er herligt underholdende at se KL-repræsentantens bizarre spørgsmål om kompetenceudvikling klædt af. Og tankevækkende. Charlotte Hervit konkluderer, at iagttagelsesmetodens force er, at man »fokuserer på muligheder i allerede givne kompetencer i stedet for at forkaste dem som forældede og ubrugelige og dermed fokusere på begrænsninger«. Det er også, hvad resten af bogen forsøger at vise, og der vendes fint tilbage til Faaborg-foredraget adskillige gange. Men helt konkret og øjenåbnende bliver beskrivelsen aldrig. Man fornemmer noget sympatisk og vigtigt. Man får lyst til at stille spørgsmål til forfatterne. Såmænd også lyst til at afprøve dem som iagttagelseskonsulenter i praksis. Men man føler sig stadig som novice på området, når sidste side vendes.