"I sommers" er den første i en ny serie om Alberte og journalisten Heidi Post.
Albertes mor har begået selvmord, eller har hun? Alberte betvivler det, og da hun finder et brev, bestyrkes hendes mistanke, og der kommer gang i opklaringen. Selvfølgelig er der en overraskende afslutning. Det er en spændende krimi med alle krimiens virkemidler. Et godt bud til læsere af denne genre.
Layoutet er lækkert med en dyster, stemningsmættet forsideillustration af Alette Bertelsen. Den vil fange læserne.
Bogen har et højt lixtal på 23 med mange lange og svære ord. De sammensatte ord er dog med diskrete delestreger.
I "V" kommer Anton i forbindelse med en gruppe unge, der alle har et V for vegetar tatoveret på armen. Det er en fanatisk gruppe, der udsætter sig selv for mishandling for at dele dyrenes lidelser, når de får sat chips i ørerne, bliver fanget på en krog eller ligger i bure. Men hvor langt skal man gå? Anton finder ud af det.
Lixtallet er på 12-15, og der er ikke mange lange ord.
Det er en utrolig spændende og helstøbt roman med et meget aktuelt emne i et meget læsevenligt sprog, og så er den oven i købet billig.
I "Så slå ham" har Pede det rigtig skidt, fordi vennen Jim er blevet tæsket på grund af hans provokerende opførsel, uden at Pede hjalp ham. Jim lader nu sin vrede over hændelsen gå ud over andre, blandt andre en tilfældig gammel mand. Det er en barsk historie, som desværre kunne foregå i virkeligheden.
Bogens illustrationer udvider teksten og understøtter læsningen flot. Bogen har lix 17 og er i et lækkert og læsevenligt layout.
Disse tre letlæsningsbøger beskæftiger sig med emner, der optager unge mennesker, og vil derfor kunne give gode læseoplevelser og ikke mindst noget at tænke over og forhåbentlig styrke og vedligeholde interessen for læsning.
Det kan undre, at der er så markant forskel i prisen, der ligger på henholdsvis 130, 58 og 179 kroner. Men det er dejligt, at forlagene vil udgive kvalitetsbøger for læsesvage unge og andre.
I sommers / V / Så slå ham
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.