I guder

Systematikken er på plads i denne fint fortalte gengivelse at den nordiske mytologi fra Skabelse til Ragnarok. Der er styr på persongalleri og ikke mindst alle de drabelige og finurlige hjælpemidler, som Asgårds beboere kunne (kan?) gøre brug af i kampen mod jætter, Fenrisulv og Midgårdsorm. Aserne vinder. Ikke fordi de efter moderne moralbegreber er de bedste. Men fordi de er de stærkeste. Hartmann er heldigvis gået uden om den tegnefilmsagtige slapstick, der i fremstillinger igennem de sidste 25 år har fået aserne til at tage sig ud som harmløse tosser. For det var (er?) alvor, dette her. Guder, der hersker over liv og afgrøder, og som kan aktivere kolossale naturkræfter, skal man ikke spøge med. I hvert fald kun, når de gør deres ofre til grin.

Karrebæks figurer, der som regel er udstyret med urimeligt lange ben, illustrerer fint, hvad det drejer sig om: bizarre skabninger som de, der skildres i myten, kan umuligt illustreres i form af noget, vi kender. Her og der maler hun videre på et udsnit af indscannede gamle malerier. Med godt resultat, lidt i stil med de gamle Monty Python-collager. Billederne er stærkt komponeret, selv om man ærgrer sig over, at de store kvadrater ofte brydes, fordi de går over på nabosiden. Kunne man ikke have overvejet at tilpasse bogens format til illustrationerne? Bogen kan med sin saglige og sprogligt gode fremstilling fint bruges som standardintroduktion til mytologien.