Vask af hænder er den vigtigste faktor, når man skal bekæmpe spredningen af bakterier og forebygge infektioner. Men flere end hver tiende elev vasker slet ikke hænder i løbet af en skoledag, og hver femte siger, at der altid mangler sæbe eller håndklæder på skolens toiletter.
"Det er ikke nok at vaske hænder. Man fjerner også bakterier, når man tørrer sine hænder", siger forskningsmedarbejder Anette Johansen fra Trygfondens Forebyggelsescenter på Statens Institut for Folkesundhed.
Som leder af hygiejneprojektet Hi Five vil hun over de næste par år undersøge, hvordan hygiejne og toiletforhold påvirker elevernes trivsel og sygefravær.
"Vi ved fra et tidligere studie på to skoler i Fredensborg, at man kan reducere børns sygelighed på grund af infektioner med 20 til 25 procent, hvis man underviser dem i at vaske hænder og sætter dem til at gøre det tre gange om dagen. Vi vil lave et udvidet studie med betydeligt flere skoler", siger Anette Johansen.
Svært at finde skoler med aktuelle renoveringsplaner
Instituttet leder i øjeblikket efter 40 skoler, som skal deles ind i fire lige store kategorier. I den ene gruppe skal eleverne have undervisning i at vaske hænder, mens de i den anden gruppe både skal lære at vaske hænder og en ekstra daglig rengøring af toiletterne. Den tredje gruppe skal være kontrolskoler, og projektgruppen satser desuden på at finde ti skoler, som står over for at renovere deres toiletter.
"De er svære at finde, for kommunerne har ikke så mange penge til renoveringer i øjeblikket. Men vi vil gerne have dem med, fordi vi tænker, at hvis eleverne synes, toiletterne er helt forfærdelige, så går de ikke derind. Derfor vil vi gerne lave en før- og efterundersøgelse af elevernes brug af toiletterne", fortæller Anette Johansen, der gerne hører fra skoler med aktuelle planer om at renovere skoletoiletter.
Lærere rører ved samme håndtag som eleverne
Formålet med at dele skolerne op i fire kategorier er at finde ud af, hvilken indsats der har den største effekt for elevernes trivsel og sygefravær.
"Når vi regner ud, om indsatserne kan betale sig, tager vi hensyn til det økonomiske perspektiv, herunder at forældre er nødt til at blive hjemme fra arbejde, når deres børn er syge. Derfor vil vi spørge forældrene pr. sms, om deres børn har været syge, hvad de har fejlet, og hvem der har passet dem".
Anette Johansen vil også måle på, om indsatserne har en effekt på lærernes sygefravær.
"Lærerne er jo i nærkontakt med eleverne og tager på de samme håndtag som dem, så det betyder også noget for dem, om eleverne vasker hænder eller ej. Det er klart, at eleverne skynder sig ud uden at vaske hænder, hvis der lugter forfærdeligt på skolens toiletter".
Anette Johansen regner med, at projektgruppen kan lave førmålinger af elevernes sygefravær og brug af toiletterne hen over vinteren. Den sætter ind med undervisning og ekstra rengøring i begyndelsen af næste skoleår, så den kan foretage eftermålinger den efterfølgende vinter.
"Vi forventer at kunne reducere elevernes sygelighed med 20 til 25 procent, men også at kunne give dem lyst til at gå ind på toiletterne", siger Anette Johansen.
Læs mere om projektet via linket til højre.
Hyppig håndvask kan reducere elevernes sygefravær
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.