Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Hvordan ville dine elever fordele 100.000 kroner?

Byrådssalen i Høje-Taastrup blev indtaget af elever fra kommunens skoler i går, da eleverne skulle nå frem til en politisk aftale om fordelingen af knap 100.000 kroner.

Jeppe Oppelstrup Friis fra Borgerskolen og elevrepræsentanter fra kommunens andre skoler fordelte på få timer 100.000 kroner imellem sig.

Foto: Høje-Taastrup Kommune
Emilie Palm Olesen
Emilie Palm Olesen
Start debatten
16. november 2016, kl. 11:55

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Ladestationer, gallafest, indretning af aktivt læringsrum. Det er bare et par af de poster, som elevrepræsentanter fra Høje-Taastrups ti skoler tildelte penge penge i går til 'Børnerigsdagen'.

Siden 2009 har Børnerigsdagen været en fast post i Høje-Taastrups budget. Elevrepræsentanter overtager en gang om året byrådssalen for en dag og skal gennemgå den finpolitiske øvelse, det er at blive enige om, hvilke skoler der skal have hvor mange af de knap 100.000 kroner. Borgmesteren var imponeret over elevernes politiske sans.

"De har klaret det fortrinligt. Det mindede i høj grad om den måde, det foregår på i virkeligheden, og der har de været overraskende gode til ret hurtigt at afkode, hvordan det fungerer. At man ikke bare kan rage penge til sig, men at man bliver nødt til at lytte til andre og aflæse strategisk, hvad der skal til for at flest muligt vil stemme for ens forslag", siger borgmester Michael Ziegler.

Lad de gode argumenter vinde

Hver skoles elevråd har taget ansøgninger med om projekter, de gerne vil have finansieret. Som i 'rigtige' budgetforhandlinger skulle ansøgningerne pege ind i kommunens virkelighed og vision. Temaet i år var for eleverne 'Fremtidens skole'. Elevrepræsentanterne startede med at fremlægge skolens ansøgninger og argumentere for, hvorfor netop det projekt skal tilgodeses, og hvorfor det peger ind i 'Fremtidens Skole'. Herefter blev eleverne delt op i udvalg, så fire-fem skoler var repræsenteret, og hvert udvalg skulle så arbejde sig frem til et budgetforslag, hvorefter det skulle til diskussion og afstemning i plenum.

Din klasse kan stemme til folketingsvalg 2017

Borgerskolens elevrådsformand Jeppe Oppelstrup Friis har prøvet det her før. Det er faktisk anden gang, han har stået i byrådssalen og argumenteret for og imod de andre elevers budgetforslag. Jeppe Oppelstrup Friis synes, det sjoveste var at tage politiker-hatten på og gå i kamp for at sikre ens egen skole så mange penge som muligt. Men der er også strategiske hensyn at tage, og det har været en øvelse:

"Det sværeste var at tilgodese alle. Når man sidder og diskuterer budgetforslagene og bliver nødt til at overbevise eleverne fra de andre skoler om, at deres projekter ikke er lige så vigtige som vores eller nogle andres. Der bliver man nødt til virkelig at komme med nogle gode argumenter", siger Jeppe Oppelstrup Friis.

At få penge for at diskutere

Tilsyneladende har Jeppe Oppelstrup Friis' argumenter været stålsikre, for begge af Borgerskolens projektansøgninger var med i det færdige budget. Elevformanden kunne nemlig tage 12.000 kroner til indretning af aktivt læringsrum med hjem samt 6.000 kroner til en legetøjsbod til de små klasser. Argumentet for det aktive læringsrum gik på folkeskolereformens krav om bevægelse, og når nu vinteren nærmer sig, vil det være sundt for eleverne at have god plads og gode redskaber til at kunne bevæge sig indenfor.

Det er ikke helt nyt for Jeppe Oppelstrup Friis, det der politik. Da han var en uge i erhvervspraktik, valgte han at gå i fodsporene på borgmesteren. Og det er vist ikke sidste gang, Jeppe Oppelstrup Friis har foden med i politiske beslutninger. I hvert fald ikke, hvis det står til ham.

"Jeg har altid godt kunne lide at diskutere, og derfor har jeg også længe været i elevrådet. Så tænker jeg, at det lyder da fedt, når politikerne rent faktisk får penge for at sige deres meninger og diskutere. Det vil jeg også", siger Jeppe Oppelstrup Friis.

Realistisk på den realistiske måde

Ifølge Borgerskolens elevråds kontaktlærer Mette Hjort Conrad har Børnerigsdagen været et unikt indblik i den politiske proces, som eleverne ikke kunne have fået i den almindelige undervisning.

"Der findes mange arrangementer, man kan bruge i undervisningen, som skal ligne virkeligheden. Rollespils-paneldebatter, fake folketingsvalg og så videre. Opstillede demokratiske og politiske arrangementer, som skal ligne virkeligheden. Det her er så rigtigt, som det kan blive, og det gør virkelig en forskel for elevernes forståelse af det politiske spil, når de mærker spillet på egen krop", siger Mette Conrad.

Elevdemokratiet har lav status: Det kan jo være, børnene siger nej

Og det er netop derfor, Høje-Taastrup kommune afsætter 100.000 kroner, som eleverne råder over, siger Michael Ziegler.

"Vi har gjort det siden 2009, og vi synes, det er en god måde at give folkeskolelever et indtryk af den demokratiske proces. Selvfølgelig skal de have undervisning i det i samfundsfag, men jeg tror, de får en rigtig god føling med virkeligheden, når de rent faktisk sidder med rigtige penge og skal nå til en enighed om, hvordan de skal fordeles".

En demokratisk øvelse, der næsten ikke kan blive mere autentisk, lyder det. Og som i det virkelige politiske spil, skal eleverne også balancere deres argumenter, så de går på bolden, ikke spilleren:

"Sidste år blev stemningen lidt hård, fordi det blev lidt personligt, men denne gang har det været vildt sjovt og rigtig god stemning hele vejen igennem", siger Jeppe Oppelstrup Friis.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Hvordan ville dine elever fordele 100.000 kroner?

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS