Hvor slipper DAMP'en ud?

Bogen tager udgangspunkt i Lurias blokmodel af hjernen. I et forsøg på at gøre hjernefunktionerne mere alment forståelige digter forfatteren en historie om portneren, produktionsafdelingen og direktøren som de tre instanser, der ikke kan finde ud af samarbejdet. Portneren er den instans, der afgør, om en indkommen impuls skal bearbejdes i produktionsafdelingen (hjernebarken) eller om den er så velkendt, at der ikke er grund til at ulejlige højere niveauer.

Hvis portneren undlader at sende impulser til bearbejdning, taler forfatteren om hypoarousal (for få opmærksomhedsimpulser), og hvis portneren sender revl og krat til bearbejdning, om hyperarousal. De to billeder af hypo- og hyperarousal fører til to væsensforskellige typer af damp. Barnet med for lidt opmærksomhedsprovokation fra portneren vil - når det i halvandetårsalderen har modnet sine nervefunktioner - ophøre med at være et roligt barn og blive hyperaktivt for at kompensere for et alt for lavt opmærksomhedsniveau og for dog at få noget til at ske i dets hjerne. Omvendt med barnet, som har en portner, der sender alt til bearbejdning. Her når enhver impuls frem til hjernoverfladen, og systemet er konstant overbelastet. Barnets hjerne bombarderes med indtryk og formår derfor ikke at følge med i noget, fordi nye impulser ustandseligt bryder ind og forstyrrer. Det er klar, at hvis det to typer af damp kan differentialdiagnosticeres, vil konsekvensen være to helt forskellige pædagogiske principper for tilrettelæggelsen af læreprocesserne.

Forfatterens iagttagelser fortjener, at der iværksættes forskning, som kan afprøve hendes hypoteser og uddybe kriterierne for differentieringen af de to typer af damp, både af hensyn til børnene og af hensyn til de speciallærere, som skal tilrettelægge deres undervisning.

Jeg vil være forsigtig med at tage for konkrete initiativer på grundlag af bogen, men som udgangspunkt for kontrollerede forsøg bør hypoteserne afprøves.