18 stemmer.
Så mange har alle medlemmer af Danmarks Lærerforening hver især, som de kan placere på den eller de kandidater, de ønsker der skal sidde i foreningens hovedstyrelse.
Startskuddet til valget lød i torsdags, og indtil videre har 23,9 procent af lærerne udnyttet muligheden til at afgive deres stemmer.
Lærerne har 18 stemmer, da det giver hvert medlem mulighed for at kunne stemme på præcis den besætning af hovedstyrelsen, medlemmet ønsker.
Det er imidlertid også mulighed for at placere hele bunken af stemmer på én og samme kandidat.
Største tilslutning blandt lærerne i Fredericia
I skrivende stund har den største andel af lærerne i Fredericia Lærerkreds udnyttet muligheden for at stemme. Her har lige over halvdelen – nærmere bestemt 55 procent – placeret deres stemmer.
I den modsatte ende af skalaen har færrest af lærerne i Gribskov-Halsnæs Lærerkreds indtil videre valgt at stemme. Her er det kun 6 procent af lærerne, der endnu har stemt.
Da lærerne senest skulle vælge en ny hovedstyrelse tilbage i 2015, stemte 40,5 procent af lærerne.
Dengang opnåede Ballerup Lærerforening den højeste stemmeprocent. Her stemte 8 ud af 10 lærere. Færrest stemte i Gribskov – her var stemmeprocenten på 18 procent.
Der er 54.655 stemmeberettigede til årets valg, og afstemningen kører indtil tirsdag i næste uge kl. 16.
Hver fjerde lærer har stemt: Se hvor mange der har stemt i din kommune
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.