Hvad skete der, Sebastian

Sidste år udkom den første filosofiske børnebog om den 12-årige Sebastian, der stiller spørgsmål til livets mangfoldigheder. Nu er der kommet en toer, og en treer er på vej. Det er herligt, at mellemtrinsbørnene kan udforske store spørgsmål, og at der skrives bøger af filosofisk art, som kan danne baggrund for endnu flere spørgsmål og dybe samtaler. Når det er sagt, må jeg indrømme, at jeg denne gang sad med en følelse af at blive didaktiseret lige lovlig meget. Måske er det, fordi jeg er en voksen, der læser en børnebog. Det skal jeg ikke kunne sige. De mange dialoger fik mig ikke til at miste pusten, men fik mig til at tænke, at de trak handlingen i langdrag.

Vi har at gøre med en bogserie, der gerne vil belære, og i denne toer bliver vi grundigt sat ind i, hvor­dan politiet arbejder, når der er blevet begået en forbrydelse, og der skal findes en gernings­mand. Det giver indblik i retssystemet og retssikkerheden i landet, som jeg kun kan se positivt på. Jeg var bare ikke ved at tisse i bukserne af spænding. Hvordan en 12-årig vil se på det, ved jeg ikke, da jeg ikke har efterprøvet bogen på en 12-årig. I al fald skal man som forfatter være opmærk­som på, at man i et bogprojekt som dette skal vide, at man sætter sig mellem to stole: Vil man undervise, eller vil man underholde?

Konkluderende vil jeg sige, at bogen med fordel kan læses som frilæsningsbog, men nok er mest egnet som højtlæsningsbog i en undervisningssammenhæng, hvor der utvivlsomt vil opstå spændende faglige diskussioner på baggrund af det læste.