Første oplysning i dette opslagsværk er omslagets inderside, der er en guide med titlen: 'stud.tvivl'. Guiden er en beskrivelse af et beslutningsforløb for en ung tvivler. Den fører den unge over otte trin fra 'Du aner ikke, hvad du vil' over 'Du kredser dig ind' til 'Du skal bestemme dig'. Så kontant er selve bogens indhold nu ikke bygget op, men vil man arbejde målrettet med bogen, indeholder den afsnit, der kan spore den unge ind på job og uddannelser via et arbejde med egne interesser. Kortlægning af interesserne kan via en nøgle omsættes i en række forslag til job og uddannelse. Disse er så delt op efter uddannelseslængde og indgangsniveau, og fører dette frem til et egentligt valg, så leverer værket i sidste afsnit alle aktuelle adresser, også på internettet, til at komme i kontakt med uddannelsesstederne. Det hele kan så krydres med baggrundsartikler om eksempelvis økonomi, Statens Uddannelsesstøtte og/eller arbejde, om boligforhold for unge under uddannelse, om det at flytte hjemmefra og være studerende i en fremmed by. Et nyt område er en artikel om gode råd i forbindelse med det første job. Alle oplysninger er selvfølgelig reviderede, og nyheder som de nye akademiuddannelser er med. Oplysningerne er indhentet ved kilden, de involverede uddannelsesinstitutioner, så det er interessant at læse, at Århus Dag- og Aftenseminarium har et hf-kursus. Det blev nemlig nedlagt for adskillige år siden. Det er flovt. Sammen med bogen leveres det samlede indhold på en cd-rom, og herved får man en række søge- og matchningsfaciliteter, der gør det hele mere anvendeligt. På pc'en kan man taste sit eksamensgennemsnit ind og se, hvor man kan blive optaget, ligesom præferencer på geografi og uddannelseslængde, på teoretisk eller praktisk indhold og erhvervsområde kan indtastes, hvorefter der matches, og en række forslag forekommer. Det kan være ret underholdende og kan give et samtalegrundlag, men nok heller ikke meget mere. Det kan dog beklages, at der ikke kan linkes direkte fra adresseafsnittets opgivelse af web-adresser til de aktuelle hjemmesider. Det må med næste gang. Værket er jo en klassiker, og som sådan bør den findes på ethvert vejlederkontor og på skolens bibliotek.
Anmeldelse
Hvad kan jeg blive 2001
Klik for at skrive manchettekst.
Hvad kan jeg blive 2001
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.