Hvad er skolen uden optimisme?

Det er barske tider rundt om på skolerne. I mange kommuner skal der spares, og det endda ganske meget. Allerede sidste år skulle der afskediges lærere visse steder i landet, og her i januar blev godt 20 fyret i Kolding. København går tilsyneladende heller ikke fri. Det er en slem proces, og den gør ondt på dem, der rammes, men også på alle andre på skolen. Kommunerne har vistnok brugt alt for mange penge i de sidste år, og nu kommer regningen. Beskeden til mig som skoleleder i København er: Du skal sørge for at skabe den samme gode skole, bare for en lille million mindre i det kommende finansår! Javel, det forsøger vi så. Man må være kreativ, skære timetallet ned til det lovbefalede minimum, beskære lejrskoler, hvis de overhovedet kan gennemføres, og desuden spare på undervisningsmaterialer, kopier og så videre. Men det eneste sted, en besparelse for alvor batter, er på lønmidlerne, altså er opgaven: Hvem af personalet kan undværes til næste år? Det er en frygtelig øvelse, for i bund og grund er der ingen, vi har lyst til at undvære. Vi er et kollektiv, vi er en arbejdsplads. Vi har et fællesskab, hvor hver eneste har en vigtig rolle. Men igennem det skal vi jo. Og måske - og forhåbentlig - klares situationen ved naturlig afgang. De store årgange udgør en stor gruppe på lærerværelserne, og selvfølgelig er der en del, der er på vej til pensionen. Men det vigtige er, at vi midt i besparelserne bare skal holde begejstringen oppe. Uden optimisme kommer vi til at mangle den vigtigste benzin til fremdriften på lærerværelserne. At kunne se fremtiden for sig, at kunne se muligheder og udviklingspotentialer - for hver enkelt elev og for hele skolen - det kræver optimisme og tro på fremtiden. Lærernes optimisme er en forudsætning for arbejdet med eleverne og en forudsætning for sund og fremadrettet skoleudvikling. Fernando Savater skrev i 1997 bogen »Mod til at opdrage«. Her er et godt citat, som måske kan hjælpe os videre: »Pessimister kan være udmærkede dressører, men de kan ikke være gode lærere. Den, der foragter optimismen, må afholde sig fra at spekulere over, hvad man skal med undervisning. Undervisning er værdifuldt, kræver menneskeligt mod og er ikke for kujoner eller svage sjæle«. At holde humøret oppe kan være svært i krisetider, men umuligt er det vel ikke. Vi må og skal videre med vores daglige, vigtige og spændende arbejde. Trods alt! Her på Nørrebro i København håber vi, at vores nye borgmester Anne Vangs visioner om ro og fred om folkeskolen får vind i sejlene. Vi har brug for det, hvis vi skal kunne værne om optimismen.

»Det vigtige er, at vi midt i besparelserne bare skal holde begejstringen oppe«.