Hvad er en fortælling?

I starten kværner det rundt i hovedet på mig som tilskuer: hvad går det her ud på?

Teatergruppen Møllen er gammel i gårde. De kan deres kram og de nyder stor respekt og anerkendelse. De har goodwill på kontoen. De kan tillade sig at eksperimentere og gør det. Det er godt hatten af for det. Og eksperimenter skal der til, hvis man vil prøve nyt land af. Og det bliver der i forestillingen >>2 vær. lejlighed til leje<<. Det er lidt af et eksperiment, vi er vidne til. Hvis ikke det var fordi det gav andre associationer, kunne man nærmest kalde det: form og figur. For det handler om form og figurer. Dernæst – og først derefter – en historie, mange historier.

Før vi træder ind i salen, mødes vi af den nervøst-søgende mand, der med sin kuffert spejder og spørger efter en mand med et lille overskæg. Inde i salen er værtinden klar: Figuren Kvinde. I dejlig sommerkjole, røde læber og glad sind, hjælper hun os til rette. Den søgende mand kommer. Snakker snik-snak med os. Er forsat nervøs. Står på scenen er han skuespiller? han er selv i tvivl. Sætter sig blandt publikum vi er ikke i tvivl.

På bagvæggen hænger skiltet: 2 vær. lejlighed til leje. De af tæpper tildækkede møbler og rekvisitter, fortæller os, at lejligheden står tom.

Hun er forfatteren, der hverken kan læse eller skrive. Hun har lejet to skuespillere. Musikken spiller går over i den susen, der høres når pickuppen kører i pladens sidste rille. Værtinden har nu sat sig på sidelinjen og er tilskuer som os, følger med i spillet, som os. Hvad er det, vi venter på, vi venter på noget. Og lige når tomgang og ventetid er ved at tage overhånd, tilsættes der alligevel noget scenisk handling. Den usikre får åbnet sin brølende kuffert. Det foregår på den måde, at hver gang han åbner kufferten, brøler han en scat-song. Når han klapper den i, lukker han af for lyden. En mand den eftersøgte med det lille overskæg – planker den over bagvæggen med slapstik og Chaplin-attituder. Tre karakterer er ankommet til scenen og handlingen?

Møllens spillestil fornægter sig ikke i dette stykke. De kan det der med det episke teater Brechts Verfremdung. Spillerne, der ikke er på scenen, ser til fra linjen. De kulørte lamper hænger mellem teltstængerne på scenen manegens symboler. Rekvisitter er nøje udvalgt. Hver ting har sin helt klare funktion og symbolværdi. Og i grunden er det vel også det, der handlingsmæssigt er i spil her: Det væsentlige er ikke, hvad der sker, men hvordan det sker.

Den tvivlende, søgende tilstand, der i lange perioder farver stykket, giver samtidig plads til tanken og kedsomheden.

Flere gange undervejs tænkte jeg de unge står af her, de vil kede sig der er jo ingen handling eller rød tråd. Men når spillet taber tempo, tilføres det ny energi: For Møllen kan spille skuespil. Og gør det forrygende. Grebet strammes på scenen: Figurerne ændrer karakter. Nye konstellationer, høj-og lav-status skifter ejer. Chaplin-figuren sørger for humoren, kvinden dirigerer handlingsgangen, den søgende mand påtager sig roller. Og så pludselig, er vi havnet inde i historien om den 2 værelses lejlighed, der er til leje. Vi får den i flere variationer, flere vinkler og med mange svinkeærinder undervejs. Møllen eksperimenterer gryden koger med opløste strukturer i fortællingen.

Og i løbet af en time er skuespillerne færdige med deres job var de i virkeligheden bare kokke?