Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Hovedstyrelsesmedlem Leif Sort fylder 60 år

På onsdag den 13. februar fylder medlem af hovedstyrelsen i DLF og tidligere formand for Speciallærerforeningen af 1981 Leif Sort 60 år. Han nåede at fejre 25 års jubilæum som formand for S81, inden han førte foreningen til en fusion med DLF.

Henrik Stanek
Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
8. februar 2008, kl. 09:00

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Utallige gange har Leif Sort fået at vide, at det ser - ja, sort ud. Den sjoveste bemærkning om hans efternavn faldt engang, han drøftede specialundervisning for voksne med Helge Mørch, der var fuldmægtig i Amtsrådsforeningen. Det fik en ung konsulent fra Undervisningsministeriet til at bemærke: »Når Sort og Mørk taler sammen, kan det næsten kun blive en jammerdal«.

Leif Sort er født i USA. Det lå i luften, at hans danske far og amerikanske mor ville bosætte sig i Danmark. Alligevel kunne den 12-årige Leif ikke sige stort andet end »Tak for mad«, da familien flyttede til Nærum. Men takket være lærere, som ikke beherskede andet end dansk, fik han styr på de danske gloser.

Valgt til Åndssvageforsorgens Lærerforening

Leif Sort er uddannet fra Holbæk Seminarium med specialundervisning og undervisning i folkeskolens ældste klasser som linjefag. Han blev ansat på Hedegårdsskolen i Ballerup. Verden var optaget af lighed for alle. I praksis betød det, at skolen bevilgede nøjagtig samme beløb til alle elever. Mens de store normalklasser kunne opnå grupperabat hos DSB, havde Leif Sort dårligt råd til at tage S-toget med sine små specialklasser. Efter to år søgte han job på forsorgsskolen i Hillerød, i dag Specialundervisningscentret Egedammen. Her er han stadig formelt ansat.

Leif Sort blev snart valgt til tillidsrepræsentant og til Åndssvageforsorgens Lærerforening. Da åndssvageforsorgen blev udlagt til amterne, dannede syv små lærerforeninger Speciallærerforeningen af 1981, S81. Da ingen andre ville, meldte Leif Sort sig til at tage formandsposten det første år. Han blev grebet af opgaven og nåede at fejre 25 års jubilæum som formand, lige inden S81 fusionerede med DLF 1. januar 2007.

Turen går ofte ud på Roskilde Fjord

Leif Sort bor i Roskilde med sin kone Lisbeth. Hans tre sønner og hendes to døtre er for længst fløjet fra reden. Leif Sort styrer ofte sin motorbåd ud på fjorden. Han nyder at lade sig blæse igennem af vinden og ankrer gerne op på et af sine listige steder og nyder fuglelivet og en kop kaffe.

Trods møder rundt om i landet prioriterer Leif Sort at nå hjem, så han kan spille badminton sent onsdag aften. Siden 1995 har han stået i spidsen for et kokkehold i klubbens bod på Roskilde Festival, men han når også at lytte til ikke mindst verdensmusik. Derudover deltager Leif Sort i aktiviteter i SF i Roskilde.

Og navnet Sort? Det stammer fra Sortegården, der i tidernes morgen var i familiens eje. Så vidt Leif Sort ved, ligger gården i nærheden af Århus.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Hovedstyrelsesmedlem Leif Sort fylder 60 år

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS