Ved hjælp af blandt andet ekstra uddannelse er det lykkedes den østjyske kommune at motivere flere lærere til at blive i jobbet. I 2000 var 30 lærere over 60 år. I 2006 var tallet mere end fordoblet, så nu skal 'Det gode arbejdsliv' bredes ud til hele kommunen.
"Vi kan se, det virker. I stedet for at opfordre lærerne til at gå ned i tid eller tilbyde dem et skånejob, spørger vi, hvad de selv vil have. Og de vil have uddannelse og kompetenceudvikling, de vil samarbejde med deres kolleger, og de vil af med stress. Og er der noget, der stresser lærere, er det urolige børn. Derfor tilbyder vi dem kurser i adfærd, kontakt og trivsel", siger personalechef Kaj Kjær Nielsen.
Der er brug for at ændre holdning om ældre medarbejdere, mener han.
"Hvis man indkalder en medarbejder på 52 år til en samtale for at høre, om han er interesseret i en seniorordning, sender man et signal om, at man regner med, at han snart rejser. Vi gør det modsatte, når vi spørger, hvordan han gerne vil udvikle sig. Vi signalerer, at vi regner med ham", siger Kaj Kjær Nielsen.
Det gælder om at udnytte den styrke, der ligger i, at personalet er bredt sat sammen, betoner personalechefen. Derfor vil han hellere bruge pengene på en individuel personalepolitik end på seniorordninger.
"Ældre medarbejdere kan noget andet end deres yngre kolleger, så i stedet for at bede folk trappe ned skal vi bruge dem efter alder", siger Kaj Kjær Nielsen.
Projektet 'Det gode arbejdsliv' begyndte som et forsøg på skoleområdet i 2001, men er for længst gjort permanent. Sidste år fik Horsens Kommune overrakt den nystiftede Seniorpraksis Prisen af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) for sin indsats for at fastholde lærere i jobbet.
Horsens erstatter seniorpolitik med populært skoleprojekt
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.