Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Homoteater sætter fokus på had og seksualitet

Det københavnske homoteater Hils Din Mor satte gang i overbygningselevernes snak om seksualitet og hadforbrydelser, da de turnerede rundt på 20 folkeskoler i sensommeren med stykket ’Hate Crime – en kærlighedshistorie’. Nu vil de videre ud i landet.

Kasper Stougaard Andersen
Start debatten
16. oktober 2012, kl. 09:00

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

To drenge i 9. klasse, Joe og Benjamin, er nok lidt mere end bare gode venner. Joe er sprunget ud som homoseksuel før sommerferien. Det er Benjamin ikke, og måske heller ikke over for sig selv. En dag bliver Joe udsat for en række skriftlige overgreb i skolegården. 'Joe er et bøssesvin', står der. Men hvem har skrevet beskederne? Kan det være Benjamin? Og hvis det er ham, hvorfor gør han så det over for sin kammerat?

Download undervisnings-vejledningen her: Hate Crime - en kærlighedshistorie

Det er nogle af de spørgsmål, der bliver stillet i teateret Hils Din Mors gratis forestilling 'Hate Crime - en kærlighedshistorie'. Spørgsmålene fandt ifølge to af stykkets og teaterets bagmænd René Benjamin Hansen og Jesper Frølund Hansen genklang i de unge elevers sind, når der efter stykket tog plads til den indlagte spørgetid.

"Et af de første spørgsmål var hver gang: Er I bøsser i virkeligheden? Og så kom der en masse spørgsmål bagefter. På nogle skoler oplevede vi, at der kom elever tilbage og snakkede, fordi de måske ikke kunne snakke om det med andre", siger Jesper Frølund Hansen.

"Vi fik også skønne spørgsmål som: 'Er der pligt til, at én af mændene skal have brudekjole på, hvis to mænd bliver gift?', så det er ret tydeligt, at der mangler noget information derude", siger René Hansen.

Provokerende tankegods Stykkets første tre forestillinger fandt sted i H.C. Ørstedsparken i København. Det er nemlig det sted, der hvert år oplever det største antal hadforbrydelser mod homoseksuelle i Danmark, forklarer de. Ved forestillingerne, der ligesom turnéen var gratis at deltage i, var alle velkomne.

"Det er ikke vores mål at lave en forestilling kun for homoseksuelle. Men vi ser hele tiden ting, som er set fra et heteroseksuelt syn. Derfor vil vi gerne prøve at vende den om for at se, om andre kan sætte sig ind i, hvordan det er at være homoseksuel", siger Jesper Frølund Hansen.

"Der er rigtig meget teater i København, og publikum er som regel folk, der altid er enige med forestillingen. Vi vil gerne prøve at spille for folk, der ikke nødvendigvis er enige med det, vi bringer ud".

Virkelighedsfjern 'reality' Inspirationen til stykket stammer fra teaterfolkenes egne virkelige erfaringer med hadforbrydelser i skolen. Skuespiller René Hansen, der spiller den tvivlende Benjamin, fortæller, at han selv var frustreret over, at der aldrig blev snakket om homoseksualitet i undervisningen, mens han som homoseksuel skulle lægge krop til hårde ord fra de andre elever.

Virkeligheden har dog været lidt på afstand hos mange af de elever, som René Benjamin Hansen og Jesper Frølund Hansen har mødt, fortæller de.

"Det har været sjovt at opleve, at børnene tænker 'Gustav' (homoseksuel tv-kendis, red.), når snakken falder på homoseksualitet. Medierne viser ikke de kedelige homoseksuelle", griner Jesper Hansen.

"Jeg tror, at nogle af lærerne har lidt det samme syn som det, de ser i medierne", fortsætter René Hansen.

Ringe i vandet Hverken Jesper eller René Hansen lægger skjul på, at 'Hate Crime' har betydet meget for dem og resten af det kun etårige teater. Selvom René Hansen er en erfaren herre, der blev uddannet som skuespiller fra Statens Teaterskole i 1997, beskriver han oplevelsen med store ord.

"Den her forestilling er det vigtigste, jeg har været med til. Det betyder så meget at kunne vågne op hver dag og vide, at man er med til at gøre en forskel. Vi ønsker, at stykket skal være forebyggende i forhold til de her overgreb blandt børn. Vores oplevelse er, at vi formår at fange dem i de 45 minutter, stykket varer. De er bomstille", siger han.

Stykket har tilsyneladende også gjort en forskel for mange af de lærere, der i løbet af turnéen nåede at overvære det.

"Vi får stadig mails fra lærere, der arbejder med stykket. Vi har også arbejdet på at få det udgivet på grund af lærerinteresse", siger Jesper Hansen.

På pengejagt med lys og lygte Hils Din Mor er ikke færdige med stykket, selvom det officielt havde sin udløbsdato 1. oktober. De vil ud til flere skoler, siger de. Den første omgang af i alt 40 forestillinger blev finansieret med hjælp fra blandt andet Statens Kunstråd. Men den går ikke to gange i træk, forklarer de. Derfor er de for øjeblikket i gang med at søge alle de fonde og puljer, de kan snuse sig frem til.

"Vi vil rigtig gerne kunne turnere med stykket i et par måneder i foråret. Det med at tage ud på skolerne er perfekt, fordi det er en lærer, der har sagt ja til det. Vi prøver også at rette det mod, at det skal være gratis, selvom vi har en meget stor efterspørgsel på det", siger Jesper Hansen.

Der er i forbindelse med stykkets turné blevet udarbejdet en undervisningsvejledning til fri download, som lærerne kan benytte i seksualundervisningen. Du kan finde materialet i linket til højre.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Homoteater sætter fokus på had og seksualitet

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS