Denne brogede kreds af eventyrlige beretninger, der spænder særdeles vidt i tid, rum og figurgalleri, er faktisk en genudgivelse. Oprindelig blev den skrevet i 1970'erne, kampårene for-imod EF, som det hed. Fortællingerne er dog ikke snævert nationalistiske. Forfatteren peger selv i en af bogens (for) mange efterskrifter på, hvad Holger står for: troværdighed, ærlighed, ligefremhed. Han kan ikke vækkes, mener Reich, med 'fremmedfjendsk selvtilstrækkelighed'. Hvad det kommer an på, er netop at genopvække folkeånden, det handledygtige selvværd.
Holger har svært ved at finde sig selv og sit rette ærinde; det er en særdeles omtumlet livshistorie, Reich serverer. Ideerne henter han mange steder fra, ikke mindst fra Rolandskvadet. Handlingerne er for en stor del knyttet til kredsen omkring kejser Karl den Store. Hedenskab og kristendom, katolicisme og protestantisme, europæisk og arabisk kultur tager indbyrdes livtag. Til sidst vender Holger dog tilbage til Danmark, hvor han træffer den trivelige borgerkonge, Frederik VII, senere møder han Ingemann og Grundtvig. De to er da også Reichs åndelige fædre. Han fortæller, så man mindes Grundtvigs brede og farverige, tilstræbt mundrette Saxo-oversættelse til 'Borgstuedansk'. Ingemanns historiske romaner om Valdemar Sejr og kompagni afsluttedes faktisk med en lang versberetning om Holger Danske.
Det er virtuose beretninger, Reich leverer, men efter min smag er de alt for brogede og indviklede; knopskydninger. De rummer masser af hentydninger til dette og hint, men i længden er det anstrengende at følge med i. Den enkle, ligefremme fortælletone savnes. Illustrationerne er dybsindige og suveræne i deres moderne brug af sagntraditionen, klassisk og moderne i spændende samspil.
En smuk og tankevækkende udgivelse, men næppe folkeskoleegnet.
Holger Danske
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.