Børnene i Høje-Taastrup Kommunes børnehaver skal i år skifte legepladsen ud med skolegården allerede til april. Det er en måned tidligere end hidtil.
Sfo er billigere i drift end i børnehave, fordi der er færre voksne per barn.
Ny pjece skal lette overgang fra daginstitution til skole
Kommunen har beregnet, at man i 2017 kan spare omkring 600.000 kroner ved at rykke skolestarten en måned frem. I årene efter vil besparelsen være godt 1,3 millioner kroner årligt. Ændringen blev vedtaget af Høje-Taastrup Byråd som en del af budgettet for 2017, hvor udgifterne i alt løber op i 3,3 milliarder kroner.
Problemet er bare, at nogle af skolepædagogerne i indskolingen nu skal flyttes hen i sfo'erne, hvor der altså skal passes børn om formiddagen allerede fra april. Og selvom indskolingens ansatte kun undværer skolepædagogernes arbejdskraft i en måned mere end før, så kommer det til at gå ud over kvaliteten af den understøttende undervisning. Det siger Høje-Taastrup Lærerkreds' formand Heidi Yoma Rasmussen.
"Den voksne, der nu står med klassen alene, får jo ikke mere tid til forberedelse af undervisningen. Så det er rigtig ærgerligt for børnene, hvis den understøttende undervisning går fra at være berigende og kreativ til at blive ligegyldige lektioner, som ingen har tid til at forberede ordentligt", siger kredsformanden.
Hvor skal børnene modnes?
Siden 2009 har børnene i Høje-Taastrup skullet skifte til sfo 1. maj, og på den måde har det været praksis i snart 10 år, at børnene ikke kommer direkte i skole til august, men har en indkøringsfase før sommerferien i et par måneder.
Formanden for Institutions- og Skoleudvalget i Høje Taastrup Kommune medgiver, at beslutningen er en spareøvelse. Men han nævner også fordele ved tidlig sfo-start, nemlig at børnene i et par måneder kan vænne sig til skolemiljøet, før børnehaveklasselivet rigtigt skyder i gang.
Frederikshavn: Lærerne advarede imod rullende skolestart
Men det er kredsformanden ikke nødvendigvis enig i. Hun siger, at der formentlig vil være forældre, der gerne vil vente med at sende deres barn i skole, og på den måde ender børnene, helt modsat politikernes intention, med at være endnu længere tid i den dyrere børnehave.
Kredsformand: Det kan ende med at blive dyrere
"Vi har prøvet at gøre opmærksomme på, at nogle forældre jo vil prøve at ansøge om at rykke deres barns skolestart med et år. For jeg tror ikke, at alle forældre vil mene, at deres børn er modne nok til at starte i april. Og hvis barnet så alligevel kommer til at vente et år, kommer det til at betyde ekstra udgifter til børnehaven", siger Heidi Yoma Rasmussen.
Institutions- og Skoleudvalgsformanden Kurt Scheelsbeck vil ikke kommentere på, om bekymringen bliver til scenarie.
"Nu må vi se, hvad der sker, og hvis tilbagemeldingerne på det er dårlige, når vi evaluerer, så vil vi jo revurdere beslutningen", siger han.
Sparepuslespillet
Høje Taastrup Kommunes helt store skolesatsning er, at alle børn skal have enten en iPad eller en computer. Og den satsning koster.
"Det er et projekt, som vi gerne vil prioritere og som koster en del i drift. Vi er blevet præsenteret for forskellige muligheder for at hente nogle af pengene ind, og der var aprilstart en af de muligheder, der lød fornuftige", siger Kurt Scheelsbeck.
Høje-Taastrup indfører ‘april-børn’
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.