Det fremgår af den handlingsplan for skoler med mange tosprogede elever, som regeringen fremlagde i går.
Regeringen ønsker ifølge planen at indgå "forpligtende aftaler" med 14 skoler med virkning fra august.
I aftalen skal der så opstilles konkrete såkaldte forbedringsmål "for udviklingen i de tosprogede elevers faglighed i sammenligning med landsgennemsnittet og de danske elevers landsgennemsnit".
"Mere præcist skal der sættes mål for resultaterne af de nationale test, herunder også de frivillige test i dansk som andetsprog", præciseres det i handlingsplanen.
Og videre: "Resultaterne af læsetesten i de nationale test, der obligatorisk aflægges fire gange i skoleforløbet, nemlig i 2., 4., 6. og 8. klasse, vil således være et væsentligt omdrejningspunkt for, at progressionen for den enkelte elev og klasse/årgang kan følges".
En million for et godt testresultat
De nationale test skal altså måle, om skolens tosprogede elever opfylder de forbedringsmål, som skolen har opstillet i samarbejde med Undervisningsministeriet.
Hvis skolen indløser forbedringsmålene, udløser det så en bonus på en million kroner fra staten.
Staten giver desuden et såkaldt opstartsbeløb til skolerne, så de kan sætte særlige initiativer i gang, der kan bringe de tosprogede elever frem til forbedringsmålene.
Som der står i handlingsplanen: "Der ydes et opstartsbeløb til skolerne. Herefter udbetales pengene som bonus for, at skolen har nået de mål, der er fastsat i den forpligtende aftale".
I alt har regeringen afsat en pulje på 42 millioner kroner til projektet, der er berammet til perioden 2011-2014.
Høj score i nationale test udløser penge
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.