Efter et maratonmøde i fredags anbefaler et flertal i udvalget, at byrådet sender et oplæg til en ny skolestruktur i høring. Her er det økonomiske mål at finde en driftsbesparelse på mindst 15 millioner kroner og at sikre, at skolernes gennemsnitlige klassestørrelse ikke kommer under 19,4 elever pr. klasse frem til 2023. Det er den klassestørrelse, der ud fra kommunens elevtaxameter er økonomisk bæredygtig, hvis der undervises efter det vejledende timetal.
I dag har Hjørring Kommune 27 selvstændige skoler, hvoraf flere arbejder tæt sammen i såkaldte skolecentre, der har hver sin skolecenterleder.
Ifølge forslaget nedlægges alle 27 folkeskoler pr. 31. juli 2011. Pr. 1. august 2011 etableres der seks nye distrikter med en skole, et skoledistrikt, en skolebestyrelse, et budget, en elevgruppe, en personalegruppe og en skoleledelse.
Undervisningen kan godt foregå på flere matrikler, og det er her, oplægget arbejder med flere delscenarier for, hvilke skoler der helt skal nedlægges, og hvilke der skal lægges ind under andre skoler.
Ingen vej uden om strukturændringer
Der er ingen vej uden om strukturændringer, for folkeskolen i Hjørring er banket i knæ, mener Thomas Andersen, næstformand i Lærerkreds Nord og fællestillidsrepræsentant i Hjørring.
"Der skal være sammenhæng mellem strukturen og økonomien. I år er skolerne stort set kommet ned på minimumstimetallet. Derfor kan vi ikke afvise, at det er nødvendigt at lukke skoler, men vi arbejder på, at rationalet ved at rykke tættere sammen bliver i systemet og anvendes til holddeling, lærernes efteruddannelse, tolærertimer og inklusionsfremmende tiltag", siger Thomas Andersen.
Han er dog overrasket over, at udvalget kun vil sende ét scenarie med nogle underscenarier til høring.
"Vi har deltaget i de seminarer, der har været afholdt om den fremtidige skolestruktur, og der var lagt op til, at man skulle sende forskellige scenarier i høring: Hvad sker der, hvis man nedlægger tre, syv eller 11 skoler? Men man har valgt det mest vidtgående. 11 skolenedlæggelser er voldsomt", siger Thomas Andersen.
90 lærerstillinger skal skæres væk
I dag har folkeskolerne i Hjørring lidt over 6.000 elever, men prognoserne viser, at det vil være faldet med 1.200 i 2023. Det medfører, at knap hver sjette af de 600 lærerstillinger skal skæres væk.
"Vi arbejder på, at man ikke smider guld på gaden, for der bliver brug for lærerne igen om nogle år. Derfor håber vi, at naturlig afgang kan dække en del af de stillinger, der forsvinder. Vi forestiller os også, at nogle lærere kommer på efteruddannelse", siger Thomas Andersen.
Hjørring vil nedlægge op til 11 skoler
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.