Spændende udstilling på Experimentarium
Kære jyder! Fortvivl ikke! Denne særudstilling, som virkelig er et besøg værd for de større elever, kommer til Frøslevlejren fra den 11. september til 7. december, og derefter flytter udstillingen sandsynligvis til Århus, inden den drager udenlands.
Udstillingen indeholder spændende og sjove opstillinger for børn helt fra 1. klasse, så den er et glimrende supplement til et almindeligt besøg på Experimentarium. Men jeg vil specielt anbefale 'Hjernen' til elever i 6.-7. og 8.-10. klasse. Udstillingen, der er en egenproduktion, er virkelig up to date, idet den bygger på de allernyeste videnskabelige resultater, og når disse så serveres ved hjælp af elegante, eksperimentelle opstillinger, leges et vanskeligt tilgængeligt stof ind i eleverne.
I tilknytning til udstillingen er der dels udarbejdet et temahæfte om hjernen af Ida Toldbod: 'Små grå- store tanker' (som anmeldes særskilt, idet hæftet kan bruges uafhængigt af udstillingen), dels seks temature, som utvivlsomt allerede foreligger på jeres skole hos Experimentarium-kontaktlæreren. Turene er i den sædvanlige form med lærermateriale og elevark til kopiering.
Emnerne for tematurene er: 'Hjernen sover aldrig', 'Venstre eller højre hjernehalvdel', 'Sæt din hjerne på prøve', 'Hukommelse, erfaringer og illusioner' og 'På strejftog i hjernen I og II'.
Udstillingen er delt op i områder, og det er tydeligt markeret på arbejdsarkene, i hvilke områder eleverne finder de opstillinger, de skal arbejde med.
I udstillingsperioden er der en række 'sær(e)arrangementer': Demonstrationer, værksteder, forestillinger på Store Scene og 'Mød eksperten i udstillingen'. De fleste af disse er uden for normal skoletid; men jeg vil specielt gøre opmærksom på to: Demonstrationen af 'Hjernedissektion' på skoledage mellem klokken 10.45 og 11.45 og 'Farver er ren fantasi' - et farveshow på Store Scene hverdage klokken 11.00.
'Hjernen' lever virkelig op til sit motto: En særudstilling, hvor eleverne bliver klogere på sig selv!
Hjernen et besøg værd
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.