Det er ikke altid lige let at tale om tro, og slet ikke så samtalen virkelig kan få betydning. For tro er noget personligt, noget privat, forankringspunktet for hele ens tilværelse. For at samtalen om tro kan få betydning, må man have en at tale med, én, som ikke bare snakker, én, der lytter og ikke bare hører efter, én, som tager troen alvorligt, og som oplever troen udfordre. Og én, som er der og kan holde sig væk, når det er nødvendigt.
Jeg har mødt flere lærere, der har de ovenfor beskrevne kvaliteter, og i denne bog møder vi Mikael R. Andreasen, som har dem. Han mailer i lidt over et halvt år med Stine, og det er en let redigeret udgave af deres mail-korrespondance, som bogen rummer.
De to lever deres liv med arbejde, venner, musik, familie, cafébesøg, og hvad der ellers hører sig til, når man er ung og bor i København. Men Stine er nysgerrig efter at høre om tro, om Gud, om hvad det betyder for Mikael at være kristen og at komme i sin kirke. Mikael er god til at svare, han svarer ikke blot intellektuelt begavet og ved at lire den lektie af, som han har lært i sin kirke og i sin skole, han svarer personligt, drøftende og alligevel med flere markante meninger. Men hele tiden uden omklamring eller bedrevidenhed.
Stine får bestemt noget ud af samtalerne med Mikael, hun er virkelig tvivlende, afmålt nysgerrig og alligevel anfægtet. Jeg skal ikke afsløre, hvordan samtalerne ender.
Jeg vil godt lade elever i de ældste klasser læse bogen eller oplæse uddrag fra samtalerne for dem. Netop spørgsmål om den enkeltes tro og om det, der betyder noget grundlæggende i og for livet, er særdeles centralt for de ældste elever. E-mail-konversationen tror jeg vil tiltale rigtig mange, den er hurtig, der bliver sagt meget med få ord, og den kan netop være uhyre privat.
Så alt i alt vil jeg varmt anbefale denne bog med en smuk og varm samtale fra to autentiske mennesker.
Hjælpekunst
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.