Bogen henvender sig til alle, som rådgiver og hjælper andre. Den udmærker sig ved sin minutiøse gennemgang af de mange detaljer, som afgør, om hjælpen bliver hjælpsom eller ej. Derfor kan bogen betragtes som en manual for lærere, pædagoger, skolepsykologer, skoleledere og ledere i børne- og ungeforvaltningen, når de skal inspirere, rådgive og hjælpe, eller når de ønsker forandringer iværksat. Bogens konklusion er, at hjælpeprocessen forløber mest effektivt i teamwork til gavn for den samlede virksomhed.
Schein, som er en uhyre anerkendt amerikansk psykolog og fader til begrebet organisationskultur, udnytter sin store erfaring til i et enkelt sprog at forklare hjælpesituationens dynamik. Det gør han med konkrete eksempler og ved jordnært at parallelisere til hverdagssituationer i familien, på gaden og på arbejdspladsen, hvor man hjælper hinanden med stort og småt.
Schein har to udgangspunkter: Enhver hjælpesituation starter med en skæv statusbalance mellem hjælperen, der har høj status, og den, der skal hjælpes, som har lav status. Hjælpen lykkes kun, hvis "klienten" får medansvar for at finde løsninger.
Hjælpen må derfor begynde med, at der skabes balance i status, og at anspændtheden hos den, som skal hjælpes, fjernes. Begge parter må medvirke til, at det sker, og begge må give og tage, men det er hjælperen, som har overblikket. Den hjælper, som insisterer på at være en autoritet alene i kraft af sin status, vil mislykkes, og den hjælpsøgende, som ikke aktivt vil søge løsninger, kan ikke hjælpes. Det er altid den hjælpsøgende, der ejer problemet, og det er aldrig hjælperen, som har alle svarene.
Hjælp
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.