Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Anmeldelse

Hit med historien

– 5. klasse

Hans Erik Berthelsen
Start debatten
13. oktober 2011, kl. 02:22

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Materialet til 5. klasse lever op til de gode takter, som blev anslået ved 4. klasses materiale. Man har valgt at gå væk fra konceptet med en arbejdsbog, og det er nok en klog disposition, da det åbenbart er en (for) stor udfordring at udarbejde fornuftige arbejdsopgaver til historie for yngre børn. I stedet har man valgt at nøjes med kopisiderne i lærerens bog, som i samme anledning er omdøbt til resursebog, en i grunden udmærket betegnelse, man dog nok lige skal vænne sig til.

Indholdet handler om nogle af de gange, verden er blevet større og mindre, om de store opdagelser og udviklingen inden for teknik, transport og kommunikation. Der tages udgangspunkt i det nære miljø i dag, springes tilbage til middelalderen, renæssancen, Europas genopdagelse af den øvrige verden, industrialiseringen og de tekniske landvindinger omkring 1900 og så slår vi lige et sving omkring Darwin og socialdarwinismen. Udmærkede, relevante og for eleverne interessante og vedkommende emner.

Grundbogen er i stort format med et enkelt og nydeligt layout, en lettilgængelig tekst med mange og velvalgte illustrationer, langt de fleste i farver. Hvert af hovedafsnittene indledes med en lille fiktiv fortælling, som skal hjælpe eleverne med at identificere sig med en person i tiden. De enkelte aspekter og problemstillinger er oftest beskrevet og forklaret på en måde, som henvender sig til målgruppen og samtidig giver et godt udgangspunkt for uddybende og supplerende arbejde med emnet.

Nærmest uundgåeligt er der smuttere: Columbus sejlede ikke i en karavelle, men en karavel, Ford havde en samlefabrik i Sydhavnen i København fra 1924-57, men også fra 1919-1966, og på kopisiderne er der byttet lidt rundt på tegninger og tekster til ældre flymodeller.

I resursebogen lægges megen vægt på, at systemet er skræddersyet til at være i overensstemmelse med Klare Mål, som jo nu er kørt til forbrænding og er historie. Da de er omredigeret til Fælles Mål, og da forskellen ikke er iøjnefaldende, går det sagtens alligevel. Men det er ikke nemt at følge med i historiens gang i vore dage.

Denne bog i A4-format og med spiralryg vil i øvrigt være en god hjælp resurse ved tilrettelæggelsen af undervisningsforløb. Den giver didaktisk, metodisk og faglig baggrund, så læreren kan være klædt på til at møde de daglige udfordringer.

Kopisiderne er for de flestes vedkommende kedelige og på et for højt abstraktionsniveau. De er endvidere mere supplerende end en egentlig integreret udvidelse af grundbogens indhold. En side påstår, at »Bilerne ændrede sig meget i 1920erne og 1930erne«, hvorefter seks små vignetter dokumenterer, at det gjorde de faktisk ikke. To af bilerne er Citroëner, men en af de største revolutioner, Citroëns Traction Avant, er ikke med. Alligevel skal eleven svare på, hvad de største ændringer er. Senere handler det om antallet af biler, og eleven stilles over for denne udfordring: »Prøv at forklare, hvorfor antallet af biler har ændret sig fra 1935 til i dag«. Noget af en mundfuld for en 5.-klasse-elev. Det gode ved kopisider er imidlertid, at man jo bare kan lade være med at bruge dem.

Bortset fra sådanne skønhedspletter et materiale, som vil kunne fungere fint som fundament og udgangspunkt for givende forløb.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Hit med historien

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS