Historien om Ødipus / Uden et navn 1-3

Meget tyder på, at når 1996-sæsonen gøres op, så er det Villy Sørensen og Peter Seeberg, vore to første og største prosamodernister (med debut først i 1950'erne), der står som forfattere til årets måske to bedste og vigtigste børnebøger.

Som deres forfatterskaber har udviklet sig, er det ikke spor forbavsende. Sørensen slog igennem til den store læserkreds med den nordiske gudefortælling 'Ragnarok' i 1982, og Seeberg fik en ligefrem folkelig succes med 'Rejsen til Ribe' i 1990, efter at han i 1985, 1988 og 1989 havde udsendt den trilogi for børn, som nu er samlet til ét bind.

Villy Sørensen har i den græske sagnskat hentet et af de stærkeste dramaer, vi kender: Tragedien om fadermorderen og moderskænderen Ødipus. En historie af den slags, der nærmer sig forbudt for børn.

Derfor er det vidunderligt, at 'Historien om Ødipus' nu er skrevet direkte ind mod de 14-16-årige, oven i købet i en Dingo-udgave, så alle kan være med. Man fornemmer virkelig et fornemt samarbejde mellem både forfatter, tegner og redaktør (Jørn E. Albert).

Villy Sørensens Ødipus-bog må være det ultimative svar på al nedladende kvababbelse over letlæselige bøger. Den frygtelige historie er fortalt rent, enkelt og meget bevægende. Der er ikke noget 'let' og letfærdigt her, men derimod skæbne og smerte.

Med 'Uden et navn' 1-3 i tranebogsudgave har Peter Seebergs tre børnebøger fra 80'erne fundet den endelige form. Læst i sammenhæng har vi her et mægtigt værk ikke blot i børnelitteraturen, men i dansk litteratur i det hele taget.

Det er en fascinerende fortælling fra den romerske jernalder for 1.700 år siden. Bønderne har erobret landet, men i enkelte lommer i landskabet lever de sidste rester af historiens tabere, jægerfolket.

Romanens vinder bliver jægerdrengen uden navn, idet han langt om længe hjemfører både sit navn og sin bondepige, der er med på at blive røvet.

Men Peter Seebergs bedrift med dette værk er først og fremmest, at det lykkes for ham at gøre fortiden i fortællingen næsten topografisk levende og konkret.

Bogens sprog og virkelighed er fuld af vejr og vind, muld og madfryd, årstider og menneskets balance med naturen. Vi delagtiggøres i noget vigtigt om overlevelse i denne roman - noget, vi enten har glemt eller aldrig fået at vide.

Og det vil ikke være muligt for tænksomme unge læsere at undgå at drage paralleller til nutiden, hvor vi sandt for dyden også lever på grænsen af et skel i tid.