Historien om den lille farbror

Theater La Balance har tilrettelagt en perleoplevelse for både store og små, et mikrokosmos af nærhed og menneskelig varme. Det er en forestilling om det uendeligt store for den enkelte, i det der kunne se ud som det rene ingenting for andre. Historien er enkel og velkendt for både børn og voksne: Man føler sig så ensom og alene, når de andre afviser en, og man absolut ingen venner har.

Det sker også for den lille farbror, som forgæves ser sig nødsaget til at avertere efter en ven. Han får ingen svar på sit opslag, men efter et par uger møder han en herreløs hund, og de udvikler et nært venskab, som undervejs trues af den jalousi, der opstår, da en pige dukker op og bliver ven med hunden.

Ethvert menneske kender følelsen af sårethed, når den, der står os nærmest, sætter os ud i periferien; den lille farbror reagerer på urgammel vis ved at gå ud i skoven, hvor han opholder sig i syv dage og syv nætter. Det er så længe, at hunden også når at savne ham, så da farbroderen kommer hjem med erkendelsen af at måtte finde tilbage til sin gamle ensomhed, finder han hunden på vej ud for at søge sin herre, og de lyser begge op i en overstrømmende glædesomfavnelse.

Det er nærperception af høj karat, vi præsenteres for, ægte og ikke spor følelsesbefamlende, og et blik undervejs ud på tilskuerne bekræfter min egen oplevelse af et intenst engagement i alle aldersgrupper.

Scenografien er enkel og rektangulær med plads for hundens nærmest firbenede dans over scenegulvet, når den logrende og halsende viser sin begejstring, og derved kræver handling af sin nyerhvervede ven og herre.

Forestillingens kvalitet understreges af tre levende musikere, der spiller cello, banjo og fløjte og lejlighedsvis får roller i spillet som dem, der henholdsvis afviser farbroderen eller giver respons på de gode stunder, alt mens de i kraft af deres spil både giver os en musikalsk oplevelse og teksten en ekstra dimension.

Theater La Balance har angivet fem år som de yngste i målgruppen, men forestillingen er absolut lige så relevant for børn i de første skoleår. Der er så meget at hente i denne teateroplevelse: Musikken, hundens kropssprog, farbroderens ynkelighed, når han må sove på trappestenen med sit midnatsblå stjernetæppe over sig, mimikken, enkelheden i følelsernes manifestering, og så er det hele kædet sammen i en perlerække af små sekvenser, der med deres hverdagsagtighed har perspektiver til vores egen tilværelse.

Vivi Holm