Ja, Munksgaards historiesystem udgives nu på forlaget Alinea, men det skyldes kun en omorganisering inden for Egmontkoncernen i forbindelse med fusionen af Munksgaards skolebogsafdeling og Gad Grafisk. Og så hedder det nu for resten Munksgaards Nye Historiesystem, hvor Nye i de farvede udgaver er skrevet med den staffagefarve, som også indeni adskiller den nye udgave fra den gamle.
At historie ikke længere optræder i den obligatoriske undervisning i niende klasse er jo en af de fåændringer i historieundervisningen, og det har naturligvis betydet, at også bøgerne til de enkelte klassetrin har måttet omorganiseres. Stort set betyder det blot, at hvad der tidligere kunne strækkes over fire bøger nu skal være i tre, som så til gengæld har fået udvidet sidetallet. For 'Historie to's vedkommende med 75 procent. Meget betegnende for situationen vi som undervisere (for) ofte sættes i. Ellers ligner de to udgaver opslag for opslag hinanden til forveksling - '. . . kan uhindret anvendes sammen med den tidligere udgave', som der stod i vor barndoms skolebøger.
Der er sket ændringer både i tekst og billedudvalg, især er billedteksterne reviderede, men det er, hvad i ejendomsmæglersprog hedder en 'nænsom restaurering'. Der er altså den rigelige og flotte illustrering, som gjorde den tidligere udgave så populær, og den kompetente tekst i et engageret og levende sprog med mange godt sete detaljer og direkte linjer til vor egen tid. Så har man været glad for den tidligere udgave, vil man også blive det for denne. Det samme gælder arbejdshæftet, som med sine opgaver af vekslende art og kvalitet er brugeligt som supplement i undervisningen.
Temabøgerne er ændret efter samme recept, idet de dog foruden revidering er suppleret med enkelte nye temaer. Her er ændringerne så store, at der i forordet advares mod problemer, hvis man anvender de gamle og de nye temabøger sammen - eller er det en trussel? Også her gælder det, at opgraderingen samtidig er en lettere forbedring, og de relevante temaer kan være udmærkede udgangspunkter for mere uddybende arbejder. Hertil kan benyttes reviderede arbejdshæfter.
'Billederne fortæller' har på omslaget undertitlen 'Billedkommentarer til Historie to og Temabog to'. Den indeholder meget fyldige tekster med faglig baggrund til elevbogens righoldige billedmateriale og er dermed en guldgrube for såvel underviseren som for de elever, der vil vide mere. For mange elever vil sproget dog være vanskeligt tilgængeligt. Forfatteren diskuterer og uddyber indimellem synspunkter og konklusioner fra elevbogen, så undervisningen kan forsynes med flere facetter. Et fint supplement til materialets øvrige elementer.
Historie to Danmarks historie fra 1550 til 1864 / Arbejdshæfte / Temabog to / Arbejdshæfte / Billederne fortæller to
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.