Af Morten Warmind
248 sider, 249 kroner
Politiken
Der ligger et imponerende forsknings- og udredningsarbejde bag denne bog, hvor forfatteren forsøger at videregive alt, hvad der vides om kelterne. Til dette hører en definition og afgrænsning, der ikke er helt enkel. Over en stor del af Mellemeuropa og de britiske øer findes der efterladenskaber og mundtligt overleverede vidnesbyrd om folkeslag, der har karakteristiske fællestræk, men som formentlig ikke selv har opfattet fællesskabet. Det diskuteres endog, om selve begrebet keltisk og keltere skulle være en senere konstruktion, der stammer fra romantikken. At betegnelsen er et slagkraftigt argument for, at visse beboere fra forskellige egne skulle være mere oprindelige end andre – og dermed have større ret til området – skal man ikke have hørt på ret mange moderne skotske, irske og bretonske lokalpolitikere for at være klar over.
Bogen giver ikke mange letkøbte genveje. Det kræver et større studium at skaffe sig overblik over perioder og sammenhænge. Men det er umagen værd.
Når bogen også placeres under kategorierne skønlitteratur og religion, skyldes det dens omfattende samling af storslåede og ramsaltede myter og legender. Disse er dog ikke litterært bearbejdet og for en dansk læser svært tilgængelige. Kæmpen Ysbaddaden giver helten Culhwch til opgave at fange vildsvinet Twrch Thwyth, og sådan er det hele vejen igennem.
Anvendeligheden i folkeskolen er derfor diskutabel, men for den specielt interesserede lærer eller elev er den en guldgrube.
Tonny Hansen
Historie, Skønlitteratur, Religion
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.