Jellingstenen er rejst omkring år 965 af Harald Blåtand, som gjorde danerne kristne.
Jellingstenen er rejst omkring år 965 af Harald Blåtand, som gjorde danerne kristne.

Jens bad historielærere om at ødelægge Jellingstenen. Nogle af dem gjorde det

Som en symbolsk handling bad lektor Jens Flemming Pietras på Historielærernes dag de fremmødte om at smide en kopi af det nationalhistoriske klenodie i skraldespanden, hvis de var villige til at fjerne det fra undervisningen af hensyn til krænkede følelser.

Publiceret Senest opdateret

Til en workshop på Historielærernes dag startede Jens Flemming Pietras, lektor i historie på professionshøjskolen Absalon, med at dele plastickopier af Jellingstenen og Jellingbægeret ud til deltagerne.

Nu skulle de tage stilling til, om de ville beholde dem eller smide dem ud, lød beskeden.

Og ikke nok med det: De skulle forestilles sig, at det var den rigtige Jellingsten og det rigtige Jellingbæger, de ville smide ud, fordi nogle i den flerkulturelle skole ville kunne finde dem krænkende.

Nogle af deltagerne nægtede at smide kopierne i den til formålet opstillede skraldespand, mens andre gjorde det.

Meningen var at lave et spektakulært anslag til at diskutere identitetspolitikkens indtog i historieundervisningen, som var emnet for workshoppen.

”Meningen var at udfordre dem ved at sige, at de skulle destruere noget nærmest sakralt i forhold til danskheden. Motivet fra Jellingstenen er trykt i de danske pas. Alle kender inskriptionen. For nogle er den nærmest kernen af danskhed. For andre er den kernen i en særlig problematisk danskhed”, siger Jens Flemming Pietras.

Identitetspolitik og historie

Ideen var at starte diskussionen om, hvorvidt det kan berettiges at ødelægge kulturarv eller at køre den på historiens mødding, fordi den er problematisk målt med en nutidig målestok.

I de seneste år har der været flere eksempler på, at aktivister har krævet statuer fjernet fra det offentlige rum – eller har taget sagen i egen hånd – fordi man mener, de repræsenterer noget problematisk.

Den diskussion skal man være klar til at håndtere i historieundervisningen, påpeger Jens Flemming Pietras.

”Jeg har studeret området et stykke tid, og der er voldsomt mange følelser i spil, men ikke så meget viden. Hvis vi for eksempel taler kolonihistorie, kan vi alle blive enige om, at det var synd for de slavegjorte. At det set med nutidens øjne var forargeligt og uretfærdigt, hvad der foregik”, siger han.

Men som historiker skal man kunne flytte sin mentalitet og bedømme fortiden på dens egne præmisser, påpeger han:

”Det er først for nylig, at menneskerettigheder og ligestilling mellem racer har fået opmærksomhed. I 1700-tallet var slaver en god investering, og man mente jo, at den hvide race var overlegen. Det må vi forholde os til.”

Vil ikke smide følelserne ud af klasseværelset

Jens Flemming Pietras' ærinde er ikke at smide følelserne ud af undervisningen, påpeger han. Men historielærerne bør både være opmærksom på egne ”blinde pletter” og ligeledes være parat til at imødegå dem, de møder hos eleverne.

”Man må gerne have følelser, og også gerne stærke følelser. Men det skal være på et oplyst grundlag. Hvis viden og følelser adskilles, ender man med det, der hedder præsentisme – at man dømmer fortiden med nutidens moralske målestok. Det kan man ikke lade være med, men man skal prøve at sætte sig ud over det”, siger han og tilføjer:

”Der skal viden til først. Derefter kan man så diskutere, om det er i orden at smide en buste af Frederik den 5. i Københavns Havn, vælte en statue af Christoffer Colombus i London eller sprøjte maling på en statue af Hans Egede i Grønland”.

Undersøgelser peger på, at danske unge er verdensmestre i viden om demokratiet, men til gengæld ikke engagerer sig meget i det – hverken som medlemmer af partier eller gennem aktivisme. Er sådan en tilgang ikke med til at lægge en dæmper på elevernes politiske indignation?

”Jeg tilhører selv generationen omkring ’68-oprøret. Vi skal helt klart give plads til, at nye generationer bliver aktivistiske. Vi har efterspurgt aktivisme fra en generation, som vi har undret os over, vi har kunnet opdrage, så de slet ikke gjorde oprør”, siger Jens Flemming Pietras.

”Så når der nu er et engagement og en vilje til at ville gøre noget, skal vi selvfølgelig være villige til at give plads til aktivismen. Også selv om den ser meget anderledes ud, end den gjorde i min tid”.

Derfor skal historielæreren heller ikke møde elevernes aktivisme med hverken forargelse eller fordømmelse, lige meget hvor uenig man end måtte være i den, påpeger han.

”Vi skal adressere oprøret, så det giver mening. Og så de unge forstår, hvorfor de deltager i det. Der er en ambivalens og nogle dilemmaer i identitetspolitikken, vi skal forholde os til. Der er både et historisk og et nutidigt hykleri, som de unge selv er en del af. Vi skal være bevidste om, at vi alle er en flok hyklere. Det er en del af undervisningsprojektet, at vi får den erkendelse”.

Mindesmærker er altid blevet ødelagt

Jens Flemming Pietras har skrevet en artikel om emnet i den seneste udgave af tidsskriftet Radar. Her gør han rede for, at det at ødelægge historiske monumenter langt fra er en ny ting. Det første historisk registrerede eksempel er ødelæggelsen af Artemis-templet i Efesos i 365 f.v.t.

Så hvor nyt er det egentlig, at man kæmper om historiens plads i det offentlige rum?

”Det er blevet mere intenst. Desuden har internet og sociale medier gjort, at mange flere hurtigt har en holdning til noget, der sker globalt, som man så også vil lave aktivisme for lokalt. Der er sket en demokratisering af informationen, der sammen med globaliseringen gør, at sagerne meget hurtigt kan flytte sig fra ét sted i verden til et andet”, siger Jens Flemming Pietras.

Hånden på hjertet: Var du overrasket over, at der var historielærere, der var villige til at smide så grundlæggende dansk kulturarv som Jellingstenen og Jellingbægeret ud?

”Jeg var rimelig overbevist om, at der var nogen, der ville gøre det, men jeg frygtede faktisk, at det ikke ville være tilfældet! Gudskelov var der både nogen, der ville, og nogen, der ikke ville, så det netop blev anslag til debat. Jeg havde faktisk forberedt mig på, at jeg selv ville gøre det, hvis ingen andre ville. Og så ville jeg jo være et dumt svin i én fortælling og en helt i en anden".

Blev de symbolsk ødelagte Jellingesten liggende i skraldespanden?

”Nej, jeg er jo en hykler ligesom alle andre!”, griner Jens Flemming Pietras.

”Da alle var gået, samlede jeg dem op, vaskede dem af, og nu har jeg kælderen fuld af kopier af Jellingstenen. Et kopisæt af stenen og bægeret koster altså 500 kroner, og det synes jeg er en høj pris at betale for et pædagogisk stunt, som jeg bestemt har tænkt mig at gentage. Og som andre skal være mere end velkomne til at kopiere. Nu har jeg i hvert fald sluppet ideen løs”.

Powered by Labrador CMS