Af Sally Senzell Isaacs
48 sider, 168 kroner per styk
Australiens kolonisering
Af Christine Hatt
64 sider, 228 kroner
Flachs
Vi kan ikke komme uden om, at amerikansk kultur spiller en stor rolle i vores dagligdag, hvor mange kender mere til amerikanske samfundsforhold end til egne danske. Og USA's historie er ligeledes pænt repræsenteret i de flestes bevidsthed, om end måske ikke altid korrekt. Førstnævnte serie oversatte samtryksbøger omhandler væsentlige perioder og træk af amerikansk historie med udgangs- og omdrejningspunkt i en kendt person.
Bemærk den store overlapning perioderne imellem, det giver noget ekstra rum til stofvalget. Måske kender ikke så mange Susan B. Anthony, men hun var kvindesagsforkæmper, suffragette, som foruden for kvinders stemmeret kæmpede mod alkohol og slaveri. Men altså ret ukendt - i modsætning til øvrige titlers mænd, og det kan man jo så tænke lidt over.
Teksten er verssat og med store typer, ikke letlæst, men overkommelig og sat mellem talrige illustrationer, dels fotos, dels ældre billeder, malerier og stik, men de bærende, gennemgående illustrationer er visualiserende store nye tegninger, mange med interessante detaljer. De er i en lidt stiv stil og virker for en stor dels vedkommende, som var de kalkeret fra et foto, hvilket især går ud over portrættegninger. Det er således svært at genkende for eksempel Hitler og Mussolini. Men det farvestrålende, levende - også noget kalejdoskopiske - layout virker indbydende og appellerende. Vi kan heller ikke komme uden om, at ovenfor nævnte kulturelle indflydelse også har øget vægten på de visuelle indtryk. Det kan givetvis fange nogle elevers interesse, og går det højt, kunne de måske fristes til at læse noget mere seriøst (læs: kedeligt).
Det kunne så være sidstnævnte titel, som også er en samtryksbog, men med noget mere gods i. Den er i en serie, 'Historiske kilder', hvor intentionen er at levendegøre historien ved at bruge uddrag af gamle, originale dokumenter, dagbøger, aviser, breve og lovbestemmelser.
Spørgsmålet er så, om målgruppen er enig i, at det gør historien mere levende? Men det er en pæn og indbydende bog, som beskriver de engelske samfundsforhold, som førte til Australiens kolonisering, selve koloniseringen, senere indvandring og historie med linjer til i dag, herunder lidt om de oprindelige beboeres elendige levevilkår. Her er mulighed for at skaffe sig informationer langt ud over, hvad en dansk folkeskoleelev umiddelbart har brug for - og fornøjelse af - for flertallets vedkommende.
Hans Erik Berthelsen
Historie
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.