- danske pressefotos i 100 år
Af Leif Davidsen og Karsten Lindhardt
160 sider, 248 kroner
Høst & Søn
'Danske øjeblikke' gør i billeder - både sort-hvide og farve - rede for den enorme udvikling, som vort land har gennemgået i det tyvende århundrede.
Leif Davidsen og Karsten Lindhardt har gjort en mesterlig bog i at samle danske pressefotografier fra dette århundrede. Hvert enkelt billede fortæller en god, lille historie om danskerne, og tilsammen danner de et flot billede af en nation på godt og ondt.
En meget flot bog, trykt på lækkert papir og i en flot indbinding, som alle børn vil have glæde af at kikke og læse i. Den kan varmt anbefales.
Det ældste billede er fra år 1900 og viser Danmarks første iskagebod, der lå på Strandvejen over for bryggeriet Tuborg i det, som i dag er København, men dengang var det mere landligt. Folk på min alder vil svagt kunne huske iskageboder fra barndommen, men i dag er de stort set væk eller erstattet af grillbarer og cafeterier. Fra 1901 er der billede af en tamilsk familie, der var udstillet i Københavns zoologiske have side om side med aber og giraffer i en primitiv lejr! En afgørende forandring er der sket i vort syn på farvede mennesker, og i dag kan man være ude for folk, der bliver forargede over, at man bruger betegnelsen neger om en sort person. Længere fremme i bogen er der billeder fra Anden Verdenskrig af danske nazister, der i deres naivitet marcherede gennem gaderne for at imponere en besættelsesmagt, der aldrig tog dem alvorligt. De findes endnu, men kun på bunden af samfundet, og det er kun lige så yderligtgående kræfter fra det autonome BZ-miljø, der tager dem alvorligt.
Fra vor egen tid er der side om side billeder af en flyvende Peter Schmeichel og en Helene Christensen, der fremviser et bart bryst. Teksten til billederne placerer Schmeichel og Christensen blandt vort århundredes allermest berømte danskere i selskab med Niels Bohr og Karen Blixen. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen er placeret sammen med en valgplakat med Svend Auken, og teksten fortæller historien om Nyrups politiske brodermord på Auken. Selv om billedet er fra 1992, er Nyrup helt uden rynker og 20 kilo lettere end i dag.
Steen Brastrup
Historie
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.